Man gik ind til søndagens koncert med Bryan Ferry med en vis spænding. For bare fem uger siden blev han hasteindlagt efter et hjerteanfald. Hvordan ville den 65-årige crooner- og stilkonge klare den i Falconer Salen? Han er i strålende form, skulle det vise sig. Ferry behøver ikke spekulere på æfterløn - sagt på moderne statsministerdansk. Lad det være med samme: selvfølgelig kan man både se og høre, at Ferry er på vej til at blive en ældre herre. Ikke at den engelske elegantier og laps ser anderledes ud end normalt. Som altid er alt syd for Armani utænkeligt, når det gælder Bryan Ferry. Også søndag aften. Men han bevæger sig mindre. Den klassiske, særegne Ferry dansestil (tænk krabbe danser Stomp) er nu afløst af et mere adstadigt bevægelsesmønster. Han synger mindre manieret og klynkende end tidligere. Skåner muligvis stemmen. Men det gør sådan set bare BF endnu coolere end nogensinde. Det var som det skal være med Ferry i Falconer: en aften med lige dele glamour og l’amour. Omgivet af et super band med flere af de faste, loyale musikere, bl.a. guitaristen Chris Spedding og trommeslageren Andy Newmark og keyboardspilleren og saxofonisten Jorja Chalmers, der lyder som noget fra en Roxy Music-plade - og samtidig ligner en model fra et af gruppens omslag. Med sig på scenen havde Ferry et raffineret videoshow og et par sprælske, meget Bryan Ferry’ske gogo-danserinder. Bryan Ferrys fyrreårige karriere falder i tre faser. Modsat de fleste andre udviklingshistorier afløses den ene fase ikke af den næste. Nej, de løber nærmest parallelt. Bryan som ankermand i Roxy Music, Bryan som fortolker af andres sange – og endelig solokarrieren med egne sange. Sidstnævnte kulminerede sidste år med det lige ud fremragende album ’Olympia’. Før turnéen proklamerede Ferry, at han ville præsentere alle tre versioner af sig selv. Ferry er en fantastisk, personlig fortolker. Aftenens afslutningsnummer ’Jealous Guy’ har han efterhånden gjort til sin egen. Det er dog noget, taget i betragtning af den er skrevet af John Lennon til ’Imagine’. Det samme med aftenens måske største oplevelse, en indtrængende version af Bob Dylans ’Make You Feel My Love’ og en overraskende, rapfodet version af Velvet Undergrounds ’What Goes On’. Nu uden heroin chic – med både charme og varme. På samme nu legendariske EP, som indeholder BF’s ’Jealous Guy’ var også en version af Neil Youngs ’Like A Hurricane’, hvor Ferry med vanlig crooner glimt i øjet trak skovmandsskjorten af Youngs klassiker. Den fungerede ikke optimalt i Falconer. Arrangementet var tilsyneladende ikke på plads hos bandet. Det var til gengæld soloklassikerne ’Slave To Love’, ’Don’t Stop The Dance’ og Roxy-hittet ’Avalon’. En stor del af Ferrys sange er fragmentariske. Sammensat af melodilinjer og instrumentale forløb, som nonchalant smyger sig rundt om hinanden. Det fungerer suverænt med en så groovy og sumpet bassist som i Falconer og Andy Newmark i bunden – tillagt tonsvis af rockattitude af de to guitarister. Nævnte Spedding er trods alt manden, der efter sigende spillede det meste guitar på Sex Pistols ’Never Mind The Bullocks’. Et forløb midt i sættet trak ned i oplevelse søndag aften på Frederiksberg. Nede omkring ‘Boys & Girls’, ‘Tara’ og ‘Bitter Sweet’. Selv med et så fremragende band kan det ende som stil for stilens egen skyld: kedeligt. Det arketypiske Roxy-nummer ’Bitter Sweet’ – er simpelthen for meget ART og for lidt ROCK til min smag. Men alt i alt en stor aften med kongen af kølig croon. Bryan Ferry med band i Faloner Salen søndag aften.