DSB-tog holdt tilbage efter knivrøveri og tyveri

Fem unge mænd mellem 17-20 år kan se frem til at tilbringe de næste fire uger bag tremmer. De fem var søndag i grundlovsforhør efter at have stået bag både tyveri og røveri natten til søndag, og dommeren fandt, at alle fem skal varetægtsfængsles i fire uger.

Vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi glæder sig over, at det sent lørdag aften lykkedes politiet at få fat i en gruppe på fem somalier, der stod bag et formodet gaderøveri i Middelfart lørdag aften.

- Vi har ikke fundet knivene endnu, men afhøringer tyder på, at der er tale om røveri, siger Kim Munksgaard.

Han fortæller, at de fem somaliere var kommet med toget til Middelfart, og det var der, politiet første gang stødte på dem.

- Vi får en opringning fra DSB kl. 21.30, fordi de har fem somaliere siddende i toget på Middelfart Banegaard. De bliver holdt tilbage, fordi de har kørt gratis med toget.

- Vi undersøger deres identitet og DSB giver dem en afgift, og så forlader vi toget.

- En time senere får vi så en anmeldelse fra en 17-årig pige, der har fået stjålet sin taske på Diskotek Barskabet i Middelfart.

- Den 17-årige fortæller, at hun og en veninde har siddet og snakket med fem unge somaliere. Da den 17-årige kommer tilbage fra toilettet er hendes taske væk. Hun finder drypvis sine ejendele rundt omkring, og finder tasken smidt udenfor.

- Da hun vender sig, ser hun de fem somaliere stå i ring om nogle andre personer i en smøge. Hun og veninden er på vej derover, men da de nærmer sig, siger en af somalierne 'smut med jer, piger - det her er ikke noget for jer'.

- Kort efter løber de fem somaliere i retning mod banegården og tilbage står to 17-årige unge mænd. De fortæller pigerne, at de lige er blevet truet med knive til at udlevere mobiltelefoner og 600 kr. i kontanter.

- På det tidspunkt har vi en god formodning om, hvor vi skal finde de fem, for vi kender jo deres identitet.

- Vi får DSB til at holde toget tilbage, og ganske rigtigt: Inde i toget sidder de fem somaliere. De har forsøgt at smide tingene fra sig, men vi finder tyvekoster fra både pigen og de 17-årige drenge på dem.

Vagtchef Lars Thede ved Fyns Politi forklarer, at det især er grovheden af gaderøveriet, der formentlig fører til straf af de fem mænd, og at den næste tid bl.a. skal bruges på også at undersøge deres sociale forhold. Fire af dem er fra Aahus og en er fra Dyssegaard nord for København.