En eksklusiv guldsmed i centrum af Aarhus blev kort efter kl. 17.30 fredag forsøgt røvet af fire yngre østeuropæiske mænd med en økse. Politiet har endnu ikke pågrebet de formodede gerningsmænd, men de har gode spor, lyder det fra Østjyllands Politi.
Mændene taler østeuropæisk og var klædt i mørke jakker og cowboybukser, en i hvide knickers, da de forsøgte røveri i en guldsmed i Aarhus.
»De maskerede mænd blev stoppet af en sluse i den eksklusive guldsmed. De forsøgte at slå glasset i stykker med en økse for at komme helt ind i butikken, men det lykkedes ikke. Herefter er gerningsmændene stukket af,« oplyser vagtchef Per Bennekov, Østjyllands Politi.
Har du billede, video eller ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk
Østjyllands Politi indledte kort efter episoden en større menneskejagt i centrum af Aarhus, for at finde de formodede gerningsmænd. Eftersøgningen blev neddroslet efter et par timer.
»Vi har fået rigtig gode spor blandt de mange henvendelser, som har resulteret i, at vi har fundet nogle effekter, som jeg ikke kan komme nærmere ind på,« oplyser vagtchefen til bt.dk.
Politiets hunde gennemsøger fredag aften et område, hvor der muligvis er flere effekter, som kan lede politiet endnu tættere på gerningsmændene.
Politiet i Aarhus har endnu ikke pågrebet nogen af de formodede gerningsmænd, men er ved godt mod, lyder det fra vagtchefen, som er taknemmelig for de mange henvendelser, de har modtaget.