35-årige A.H., som er sigtet for drabsforsøg på to betjente i Vollsmose, skaber både frygt og beundring.

Han har et heftigt temperament, men han er i bund og grund en godhjertet mand og familiefar, der tager sig omsorgsfuldt af sin kone og fire børn i hjemmet i Bøgeparken i Odense-bydelen Vollsmose.

Eller: Han er en af de helt centrale kriminelle figurer i dagligdagens bybillede i Vollsmose, hvor han med sin frembusende adfærd og selvhævdende væremåde bruger sin karisma og sit stærke had til det danske samfund, politiet og autoriteter i det hele taget til at trække mange af Bøgeparkens helt unge drenge med ned i dyndet.

35-årige A.H., som i øjeblikket sidder varetægtsfængslet med en alvorlig sigtelse for forsøg på manddrab på to politibetjente, afbrænding af biler, anstiftelse til ballade og udøvelse af groft hærværk, deler i dén grad vandene i Vollsmose, når man spørger sig for.

Han er syndebuk

De, som er helt tæt på A.H., er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor det netop er ham, der nu sidder varetægtsfængslet i den dramatiske sag, hvor der i Odense-bydelen torsdag nat i sidste uge i ly af mørket blev affyret otte-ti skarpe skud mod to lokalbetjente, som dog ikke blev ramt.

- Jeg var sammen med A. hele aftenen, og han kan umuligt have gjort det. Når det er ham, de tager, så er det kun fordi, han skal gøres til syndebuk. Han er rapkæftet - også overfor politiet - og det kan de ikke lide. De tager os ikke alvorligt herude, og de lyver om, hvad A. har gjort. Der er en del af dem, som bor herude, som heller ikke kan lide ham, fordi de mener, han er med til at give et dårligt billede af Vollsmose, og derfor har de til politiet sladret om nogen ting, som ikke passer, lyder det fra S., en nær ven til A.H.

Fanget på video

Beskrivelsen harmonerer dog dårligt med, hvad andre beboere i området fortæller. Og hvad Odenses borgmester Jan Boye siger. Til Fyens Stiftstidende har han fortalt, at anholdelsen af A.H. som gerningsmand er sket bl.a. på baggrund af videooptagelser.

35-årige A.H., som er palæstinenser og født i Libanon, er ifølge en Vollsmose-beboers udlægning 'en bandit, der gør alt for at få 'lillebrødrene' med på vognen og opildner til ballade, lige så snart der er chance for det'.

'Mange af drengene ser op til ham, men de er også lidt bange for ham, så de gør, hvad han siger og afgiver sikkert gerne en anden forklaring til politiet end virkeligheden,' som en siger.

A.H. betegnes som dybt kriminel og er da også dømt flere gange. Ifølge B.T.s oplysninger har han senest afsonet 30 dages fængsel, som han blev idømt i forbindelse med ildspåsættelse og ballade i bydelen for tre år siden. Også hans tre mindre brødre er dømt i flere sager, herunder personfarlig kriminalitet.

Lillebror sigtet i terrorsag

Hans ene lillebror, S.H., var en af de sigtede i terrorsagen fra Vollsmose. Det forblev dog ved sigtelsen, og S.H. har efterfølgende fået udbetalt erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.

A.H. og hans families lejlighed var en af dem, der blev endevendt, da politiets aktionsstyrke rykkede ind. A.H. var aldrig selv sigtet i terrorsagen.

Den 35-årige palæstinensers tilsyneladende afstumpethed og åbenlyse had til autoriteter er ikke kommet af sig selv. Han har som dreng oplevet det traumatiske at være nærmeste vidne til at miste sin far, da israelske jagerfly bombede i Libanon.

Uden uddannelse

Efter krigsdrabet på faderen flygtede familien - moderen, A.H., en storebror og de mindre søskende - til Europa og endte i Danmark. De mindste af børnene boede i begyndelsen sammen med moderen på et asylcenter på Sydfyn, mens A.H. og hans storebror levede alene sammen i en lejlighed i Vollsmose.

Den høje og fysisk stærke A.H. begyndte sin skolegang som 12-årig på Humlehaveskolen, hvor hans traumer i voldsom grad prægede hans adfærd. Lærerne kunne dårligt styre ham, og kammeraterne frygtede ham. Den problematiske skolegang sluttede uden en eksamen, og en uddannelse har han aldrig fået.

A.H. er gift med en kusine, som han har fire børn med. Den ældste i børneflokken er 12 år.

A.H., som er omfattet af navneforbud, er varetægtsfængslet frem til den 11. september.