Natten til tirsdag blev der begået hærværk mod Baitul Hamd-moskeen i Nakskov. To ukendte gerningsmænd hængte Kurt Westergaards muhammedtegning og et banner med teksten "For Danmarks frihed - Danish Defence League" op på facaden.

Hele aktionen har de lagt op på Youtube sammen med nogle højreekstremistiske synspunkter. På videoen ser man, hvordan de kører hen mod moskeen, og hvordan de efterfølgende står og poserer ved banneret iført masker.

- Imamen og hans familie var selvfølgelig dybt chokeret, siger Hamad Sheraz Rovsing, der er talsmand for moskeen. Imamen bor på 1. salen i moskeen, men ingen i familien vågnede under aktionen.

- Vi har levet fint i Nakskov de sidste 10-15 år og har ikke haft nogle uheldige scener, som det der forekom tidligere på ugen, siger han.

En forsker i ekstremisme understreger også at gruppen, der står bag hærværket er meget lille.

- Hvis man kigger på deres opstartsmøde som fandt sted sidste år i København, så kunne der tælles på to hænder, hvad der dukkede op af mennesker, siger Chris Holmsted Larsen fra Roskilde Universitet.

- Hvis vi taler om Nakskov, så er der en vis sandsynlighed for, at der ikke er mange flere end dem, man ser på den her video på Youtube.

Politiet i Nakskov har da heller ikke før oplevet problemer med ekstremister før.

- Vi har ikke store problemer med højreorienterede personer eller grupper, fortæller vicepolitiinspektør Søren Vægter. Han er glad for, at der er gode beviser i sagen.

- Vi er i gang med at sikre den Youtube-video med video af forbrydelsen, og det indgår selvfølgelig i vores efterforskning.

Politiet har ingen mistænkte i sagen endnu. Alligevel understreger Hamad Sheraz Rovsing, at moskeen fortsætter som hidtil.

- Moskeen har arbejdet under sig motto: "Kærlighed til alle, had til ingen", og det fortsætter vi med. Vi lader os ikke skræmme.