Det kan synes uforklarligt, at nogle kan finde på at dræbe små uskyldige børn, som fx 15 måneder gamle Tobias, der ifølge politiet døde mandag som følge af mor og stedfars dødsvold. Ikke desto mindre er det præcis hvad psykologer har forsøgt at nå frem til ved at undersøge 15 års børnedrab i Canada, hvor henholdsvis fædre og stedfædre stod bag.

Forskningen er både overraskende og kontroversiel, forklarer lektor i psykologi ved Aalborg Universitet Ole Michael Spaten. 

- Undersøgelsen har især fokuseret på børn i samme alder som den afdøde Tobias, altså spædbørn. Det man her kan se er, at årsagen til de biologiske fædres handlinger ofte er psykisk uligevægt og depression, mens begrundelsen blandt stedfædrene i stedet er raseri, brutalitet og vrede, siger han.

Tobias' stedfar RW blev sammen med Tobias' mor MT tirsdag sigtet for at have udøvet dødsvold på den lille dreng i Øster Højst ved Løgumkloster. At det netop er en stedfar, der nu sidder anklaget er faktisk ikke særligt overraskende, mener psykologen. Ifølge forskningen er stedfædre nemlig meget oftere skyld i børns død end biologiske fædre. 

- Undersøgelsen viser, at der er ekstrem overdødelighed blandt de helt små børn, når det gælder stedfædres drab i forhold til biologiske fædres drab. Man taler her om askepot-syndromet, der er opkaldt efter Disney-filmen med den onde stedmor, forklarer han. 
 
Undersøgelsen er foretaget af forskerne Martin Daly og Margo I. Wilson. Resultatet viser, at der omkring 100 gange flere stedfædre, der har slået deres stedbørn mellem 0-2 år ihjel, end fædre der har slået deres biologiske børn ihjel. 

Man hvad kan man så overhovedet bruge så makaber en undersøgelse til? Jo, ifølge Ole Michael Spaten, der til dagligt underviser i netop denne type forskning, så kan den give os et fingerpeg om områder, vi skal være særlige opmærksomme fremover. 

- Hvis vi formoder, at man vil se samme tendens, hvis man undersøgte det herhjemme - og det gør vi - så mener jeg, at det her måske er noget, vi som samfund bør være mere opmærksomme på i fremtiden. 

Han erkender dog, at den makabre forskning kan være lidt svær at forholde sig til. 

- De her tragedier sker jo heldigvis sjældent, og på trods af, at det kan virke kontroversielt, så dokumenterer det, at det enkelte menneske har en naturlig tendens til at tage sig mere af sit eget barn end andres. Det er både en nyttig oplysning for samfundet og for det enkelte menneske i det daglige.