Asylansøgere arbejder i stigende omfang, selv om det er ulovligt, viser tal fra Skat. De arbejder til en dagløn på helt ned til 100 kroner, og der bliver flere af dem. Flere asylansøgere arbejder ulovligt. Beskæftigelsesminister kalder det groft "socialt bedrageri" og vil til bunds i omfanget.

Skat er først de sidste par år begyndt at registrere problemets omfang, men tendensen er tydelig: I 2009 anmeldte Skat 29 udlændinge til politiet, fordi de arbejdede illegalt i Danmark. I 2010 var det tal mere end fordoblet til i alt 66.

- Jeg oplever, at når vi kommer på besøg, så møder vi flere og flere asylansøgere. Så vi ser det som et stigende problem, siger Lisbet Hedelund, afdelingsleder i Skat København.

Der er dog ingen, der har noget reelt overblik over, hvor mange asylansøgere der arbejder ulovligt.

Avisen.dk har talt med to asylansøgere, som arbejder i København som henholdsvis skrædder og frisør. Fordi arbejdet er ulovligt, får de lønnen udbetalt sort efter hver arbejdsdag. En typisk dagsløn er på kun 100 kroner. Det er langt lavere, end før finanskrisen satte ind.

- Specielt hvis vi taler asylansøgere og afviste asylansøgere gælder det, at de ikke har noget sikkerhedsnet overhovedet og ingenting at forhandle med. Så deres vilkår kan kun blive dårligere under en finansiel krise, siger adjunkt Martin Bak Jørgensen fra Aalborg Universitet.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er fortørnet over, at asylansøgere i strid med loven arbejder.

- Jeg er dybt forundret over, at asylansøgere på den måde misbruger det danske system, siger hun til DR.

Ministeren bebuder, at hun vil til bunds i problemet og omfanget.

En asylansøger får omkring 2000 kroner fra staten til at leve for om måneden, men det rækker altså ikke for mange af dem.

/ritzau/