Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen, vandt tirsdag den injuriesag, han havde anlagt mod ungdomsbladet Tjeck Magazine ved Østre Landsret. Tjeck skrev kort inden folketingsvalget i 2001 i artiklen "Pia's pressechef i naziarkiv", at Søren Espersen i perioden fra 1988 til 1992 stod opført som såkaldt B-medlem i nazisternes medlemsarkiv.

Københavns Byret har tidligere frifundet Tjeck Magazine for injurier med henvisning til, at bladet blot har viderebragt faktuelle oplysninger, og at Søren Espersen rent faktisk har stået opført som såkaldt B-medlem af DNSB.

Men Østre Landsret har valgt at kende udsagnene for ubeføjede, og i stedet tilkende Søren Espersen 25.000 kroner i erstatning.

Søren Espersens advokat, Merethe Stagetorn, sagde efter domsafsigelsen, at hun selv og pressechefen havde "kridtet skoene ekstra" efter nederlaget i byretten.

- Det her er en meget principiel dom, som kommer til at danne præcedens for tilsvarende sager, sagde Merethe Stagetorn.

Dansk Folkepartis pressechef var også tilfreds med at blive renset for anklagen om at have stået registreret i nazisternes arkiv.

- Den her sag har hængt som en tung byrde, et Damoclessværd, over mig i flere år, så jeg er glad for, at dommen er så klar, som den er. Der er også noget principielt i, at nok har vi pressefrihed, men der er også en forpligtigelse til, at det, man skriver, er sandt. Man kan ikke dække sig under dårlig research, sagde Søren Espersen.

Dansk Folkepartis pressechef brugte samtidig lejligheden til et angreb på arkivar Frede Farmand, som var hovedkilden til Tjeck Magazines historie.

- Den, der bevæger sig ind i Frede Farmands univers, stikker hånden ned i en slimet ormegård, og der er ikke særlig rart at være, sagde Søren Espersen.

Søren Espersens sejr kommer efter, at de danske nazisters tidligere landsleder, Povl Heinrich Riis-Knudsen, under retssagen i landsretten forklarede, at B-medlemskabet blot betød, at

Nationalsocialisten skulle sendes i et brev til ham.

Ifølge Frede Farmand dækkede B'et over et medlemskab, Søren Espersen i 1988 blev tildelt for hans fortjenester i forbindelse med, at han skrev om nazisterne som journalist på B.T. Østre Landsret har dog valgt at tro på Povl Heinrich Riis-Knudsens forklaring.

- Det skriftlige materiale, som artiklen støttede sig på, godtgjorde ikke i sig selv udsagnenes rigtighed. Efter bevisførelsen finder landsretten det således ikke godtgjort, at markeringen med et "B" ud for Søren Espersens navn i Nordland Forlags (Povl Heinrich Riis-Knudsens forlag, red.) arkiver betyder, at Søren Espersen har været

medlem, herunder æresmedlem af DNSB.

Udsagnene herom har således ikke været korrekte, skriver en enig

landsret i en pressemeddelelse.

Østre Landsret finder heller ikke, at Tjeck Magazine var i "fornøden god tro", da Søren Espersen tidligere havde afvist oplysningerne om B-medlemskabet.

Østre Landsret påbyder samtidig Tjeck Magazine at betale for offentliggørelsen af dommen.

/ritzau/