Modemanden er frustreret over, at Danmark ikke længere er et foregangsland indenfor homo-politik. Han hilser Liberal Alliances ’homo-program’ velkommen, men partiets leflen for kendis-faktoren har han ikke meget til overs for.

Uffe Buchard er pinup-modellen på en succesrig og ’self-made’ homoseksuel mand. Et afklaret produkt af det danske samfunds storsind overfor minoriteter. Men ifølge Buchard pynter vi os med lånte fjer. Danmark er ikke længere et foregangsland, når det gælder homoseksuelles rettigheder. Det bliver stadigt sværere for unge bøsser og lesbiske at springe ud. Og homoseksuelle diskrimineres i stigende grad.

- Vi er ikke længere frontløbere, og jeg er faktisk meget pinlig over det. Når jeg er i Spanien eller Australien, så er de længere fremme. Og vi må snart få det på dagsordenen igen. Vi har et kæmpe problem med mange unge, der ikke tør springe ud i det her land. Der er rigtig mange fordomme, og stadig mange forældre, der ikke vil tale med deres børn bagefter. Eller vennerne, der forlader dig, hvis du melder det ud. Det er der, vi er, og vi skriver 2010! Jeg er et stort spørgsmålstegn, siger Uffe Buchard til bt.dk

Som konsekvens af den fremmedgørelse Uffe Buchard føler, har den Guds-troende og kristent opdragede sønderjyde meldt sig helt ud af det, han kalder den mest diskriminerende institution i Danmark - folkekirken.

- Jeg har meldt mig ud af folkekirken, fordi de ikke kan finde ud af at vie mennesker som elsker hinanden, og gerne vil kaldes for ægtefolk med Guds velsignelse. Halvdelen af præsterne vil gerne vie homoseksuelle, og den anden halvdel, de reaktionære, vil ikke. Og de bestemmer. Det skal vi andre så bøde for. Det er dybt, dybt diskriminerende! Og så længe jeg bliver diskrimineret af min folkekirke, skal jeg ikke betale en krone til den. Kom nu i gang med at reformere eller luk den! For jeg tror ikke, at det var Guds mening, at to, der elsker hinanden, ikke kan få Guds velsignelse. Vi er simpelthen nødt til at tolke Biblen efter tiden, vi er jo ikke neandertalere mere. Så jeg er godt og grundigt rasende i skralden over den måde det her bliver kørt på!

Uffe Buchards savn efter fokus på homoseksuelles rettigheder, føler han til dels, at han har fundet i Liberal Alliance. For nylig blev der vedtaget en lov om homoseksuelles ret til adoption i Folketinget. Et lovforsslag som blev til på baggrund af et beslutningsforslag fremsat af Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll. Og Liberal Alliances arbejde for de homoseksuelles rettigheder indbefatter også, at homoseksuelle ligestilles ved Guds alter.

- De fleste heteroseksuelle par gifter sig i en kirke, fordi de gerne vil velsignes af Gud, men den mulighed har homoseksuelle par ikke. Det er fuldstændig uacceptabelt, at seksuelle minoriteter diskrimineres i Danmark. Derfor har Liberal Alliance foreslået, at homoseksuelle par ligestilles med heteroseksuelle par i ægteskabslovgivningen, har Simon Emil Ammitzbøll tidligere udtalt.

Og det er sød musik i Uffe Buchards bøsse-ører:

- Det gør mig glad, når jeg ser at Liberal Alliance faktisk har det med i deres parti-program. Og at de tager det seriøst. Det gør, at jeg næsten kunne finde på at stemme på dem. Hvis det altså ikke var fordi at Joachim B. Olsen stiller op for dem. Han er sikkert en sød fyr. Men jeg mener, lige præcis det parti må da for helvede vide, at det der med kendis-effekten skal de holde sig rigtig langt fra, siger Buchard, der indtil nu har stemt Konservativ.

- Men det kan da være, at det er tid til noget nyt. For De Konservative har ikke noget homoprogram selvom det ville være klædeligt.

LÆS DET STORE SØNDAGSINTERVIEW MED UFFE BUCHARD I B.T. SØNDAG D. 17.OKTOBER

* JEG TROEDE, AT JEG SKULLE DØ, hasteindlagt få dage inden modeugen
* JEG SKAL KRAFTEDEME HAVE MERE I END DET HER, Uffe Buchards omgang med botox-kanylen
* KIM GRENAA ER MIN SOULMATE, kompagnonens gode indflydelse på Buchard