Dirch Passer var læremester og et meget sammensat menneske. Han var ikke glad for at betale skat og drak ikke meget de sidste år. Det fortæller Ulf Pilgaard.

Ulf Pilgaard står i stor gæld til Dirch Passer

Dirch Passer var læremester og et meget sammensat menneske. Han var ikke glad for at betale skat og drak ikke meget de sidste år. Det fortæller Ulf Pilgaard.

- Dirch var et meget sammensat menneske. Først og fremmest et meget lyst og glad menneske, men han var saftsuseme også en gang imellem melankolsk.

- Han var et vanvittigt, varmt og givende menneske, og han blev både min læremester og han tog sig af mig. Han var meget generøs - også helt bogstaveligt - og gav gerne f.eks. natmad til alle. Det betød også, at han gang på gang var i pekuniære problemer. For selvom han må have tjent mange penge, så brugte han også mange.

Støttede Glistrup

- Han sagde engang: ’Jeg knokler af sted fra den ene hjertekvababbelse til den anden for at skaffe penge til skatten’. I 1973, da Glistrup kom i Folketinget, kom Dirch galt af sted, fordi han bakkede op om Glistrups forenklede idé om, at forvalterne af vores skattepenge var papirnussere, og at forsvaret bare kunne være en telefonsvarer, der sagde: ’Vi overgiver os’. Det var mange fortørnede over - han skulle bare være Danmarks Dirch og ikke blande sig i politik.

Alkohol

- Han var et sammensat menneske med lige dele komik og galskab. Og med hensyn til hans alkoholforbrug, så lagde han meget hårdt ud og var ikke særlig gammel, da han turede med Kjeld Petersen. Hans sidste år trappede han gevaldigt ned på drikkeriet, efter at han fandt sammen med Bente Askjær. Men på det tidspunkt var det gået ud over hjertet. Så det er noget sludder at hævde, at det blev værre og værre, indtil han døde i 1980 som 54-årig.