For første gang siden juni 2014 er det ikke Lewis Hamilton og Nico Rosberg, der starter forrest i et Formel 1-grandprix. Sebastian Vettel var klart hurtigst i Singapore
Man kan næsten håbe, det er nye tider i Formel 1-sporten efter alt for lang tids ensidig dominans af de to Mercedes-biler ført af Lewis Hamilton og Nico Rosberg, der på skift har sat sig på løbenes første- og andenplads næsten uden undtagelse.
Nu køres selve Singapores Grand Prix først søndag, men efter kvalifikationen lørdag står det klart, at Hamilton og Rosberg kun skal starte fra position fem og seks, mens de fire første startpladser er besat af bilerne fra Ferrari og Red Bull.
Det var inden Singapore-løbet 23 grandprixer og over et år siden, der senest var en anden bil end en Mercedes i pole-position.
Ferraris Sebastian Vettel var hurtigste mand på banen i Singapore i den afgørende kvalifikation, og i en sport, hvor man regner i tusindedele af et sekund, var tyskerens forspring på over et halvt sekund til nummer to, Daniel Ricciardo fra Red Bull, næsten at sammenligne med en gabende kløft.
Det er i øvrigt første gang siden 2012, at Ferrari holder forrest i bilkøen ved start i et grandprix. Det var Fernando Alonso, der dengang sikrede den røde hingst fra Italien en pole-position. Søndag eftermiddag holder Alonso som nummer 12 i rækken i sin McLaren, der stadig er langt fra at være konkurrencedygtig.
»Det er utroligt. Jeg ved, det kun er lørdag, og hovedindsatsen ligger i morgen (i dag, red.), men jeg var nød til at nyde øjeblikket. Bilen var fantastisk at køre, og den blev bedre i løbet af kvalifikationen. Jeg var overrasket over min margin (til nummer to, red.), men alt gik bare op i en højere enhed,« sagde Sebastian Vettel ifølge bbc.co.uk.
Nummer tre og fire på start-grid’et er Kimi Räikönnen, Ferrari, og Red Bulls Daniill Kvyat.
»Det er dejligt at være heroppe igen. Det er et stykke tid siden, jeg har holdt i forreste linje. Det er godt, og det bør kunne blive et godt løb i morgen (søndag, red.). Det er en overraskelse, at der ikke er nogen Mecedes’er forrest. Jeg troede, de spillede med fordækte kort i går,« sagde kvalifikationens nummer to, Daniel Ricciardo.
Han hentydede til de problemer, Lewis Hamilton og Nico Rosberg boksede med fredag, hvor man oplevede de første fart-problemer for Mercedes-teamet. Der altså fortsatte i kvalifikationen i går.
Alligevel lod VM-seriens nummer ét, Lewis Hamilton, sig ikke mærke med modgangen efter den skuffende Mercedes-præstation.
»Det var en god kvalifikation, og jeg nød det, men det var hårdt arbejde at få mest muligt ud af situationen. Vores problem i denne weekend er vores dæk. De giver os ikke særligt meget greb, og vi glider meget rundt. Vi prøver at forstå, hvorfor vores dæk er dårlige. Vi har den hurtigste bil, men vi kan ikke udnytte det med disse dæk,« sagde Lewis Hamilton efterfølgende til bbc.co.uk.
Nu er spørgsmålet, om Mercedes løser modgangen med dækkene inden starten på Singapores Grand Prix i dag? Eller om vi skal til at vænne os til, at Mercedes ikke vinder hver gang?