Ifølge Politiken tjente fodboldagenten Bayram Tutumlu omkring 32 millioner kroner på Swanseas spillerhandler.

Fodboldagenten Bayram Tutumlu tjente op mod 32 millioner kroner på syv spillerhandler i fodboldklubben Swansea.

Handlerne foregik i den periode, hvor Michael Laudrup var ansat i klubben som manager.

Det skriver Politiken Søndag.

Avisen har fået adgang til kontrakter, bankoverførsler, mails, fakturaer og skjulte agentaftaler via whistleblowerplatformen Football Leaks.

Disse dokumenter viser, at Bayram Tutumlu, der er mangeårig agent for Michael Laudrup, i mindst syv tilfælde havde personlige økonomiske interesser i spillerhandler i den walisiske klub.

Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu tjente adskillige millioner kroner på spillerhandler i Swansea, da Michael Laudrup var manager, skriver Politiken Søndag. (Arkivfoto). Scanpix/Claus Fisker
Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu tjente adskillige millioner kroner på spillerhandler i Swansea, da Michael Laudrup var manager, skriver Politiken Søndag. (Arkivfoto). Scanpix/Claus Fisker
Vis mere

Det gælder blandt andet for handlerne med spillerne Chico Flores og Pablo Hernández.

Efter alt at dømme er det sket uden kendskab fra Swansea, hvis penge ad omveje er endt i lommen på Bayram Tutumlu, skriver avisen.

Ifølge Politiken skrev britisk presse i sommeren 2013, at Bayram Tutumlu forsøgte at tage uretmæssig kontrol over Swanseas transferpolitik, og avisen nævner, at Tutumlu dengang offentligt understregede, at han "ingen penge tjente" på Swanseas spillerhandler.

Michael Laudrup var fra sommeren 2012 til februar 2014 manager i Swansea, som også havde danskerens agent Bayram Tutumlu på lønningslisten.

Michael Laudrup blev fyret i Swansea, og klubben begrundede 13. februar 2014 ifølge Politiken fyringen over for den britiske trænerunion, League Manager's Association således:

»Klubben havde mistanke om, at Michael Laudrup ikke ønskede en given spiller til klubben, medmindre Bayram Tutumlu var involveret i den pågældende spillerhandel. (...) Klubben undersøger fortsat spillerhandler for at kunne fastslå, om de blev indgået på klubbens bekostning, mens Bayram Tutumlu var tilknyttet klubben, og i hvilket omfang (om noget) Michael Laudrup var involveret i det.«

Det endte med, at Swansea ikke kunne bevise uregelmæssigheder, og klubben betalte ifølge Politiken 14,4 millioner kroner i skattefri godtgørelse til Michael Laudrup, mens Bayram Tutumlu modtog 3,2 millioner kroner.

Ifølge Politiken viser interne mails, at Michael Laudrup dengang kategorisk afviste over for Swansea, at han nogensinde som træner havde modtaget penge fra en spillerhandel.

Dette budskab gentager Michael Laudrup over for Politiken Søndag.

Fredag aften kunne Politiken i samarbejde med whistleblowerplatformen Football Leaks også afsløre, at Cristiano Ronaldo kan have snydt skattemyndighederne for enorme beløb.

/ritzau/