Christian Eriksen, der kort før transfervinduets lukning skiftede til Premier League fra Ajax for 101 millioner kroner, trænede torsdag med sine nye holdkammerater, og det er en video herfra, der allerede nu får Tottenham-fans til at juble.
Klubbens officielle sociale mediekanaler har lagt et klip ud, hvor de i overskriften lover, at der venter et lækkert lille solo-raid fra Christian Eriksen. Og fansene lader til at være tilfredse med klippet, hvor Christian Eriksen nemt sætter Michael Dawson af og tørt sparker den ind under træningsøvelsen.
Brugeren brent_burgess er helt oppe at ringe og skriver:
- Eriksen er et bæst! Fantastisk røverhandel.
I alt er der mere end 100 kommentarer til scoringen, og der er masser af flotte tilkendegivelser. Også kyranmarsh er vild med, at Tottenham har sikret sig Eriksen:
- Bæst! Sikke et indkøb, skriver han, hvilket bakkes op af joe_daysh med ordene:
- Kvalitetsindkøb.
Christian Eriksen er et af mange indkøb hos Tottenham, der har været ude og spendere stort efter salget af Gareth Bale til Real Madrid, og manager Villas-Boas åbnede på et pressemøde torsdag op for, at Eriksen allerede i weekenden kan komme i aktion:
- Eriksen er bestemt en mulighed til startopstillingen. Han har ikke trænet så meget med de andre, men det er bestemt en af de ting, jeg overvejer. Jeg er sikker på, at han kommer i spil på den ene eller anden måde, lovede Villas-Boas.