Arsenals franske manager Arsene Wenger var ikke overraskende lidet tilfreds med dommer Mike Dean efter 0-2 nederlaget ude mod Chelsea. Undervejs fik Arsenal både vist Gabriel og Santi Cazorla ud, mens Chelsea-angriberen Diego Costa slap med et gult kort efter at have været i infight med først Laurent Koscielny og siden Gabriel.

»Jeg ville nødig være Mike Dean i aften. Costa skulle havet været smidt ud to gange. Han rammer ham (Koscielny, red.) i ansigtet med vilje. I hver eneste kamp laver han ballade, og han slipper afsted med på grund af dommerens svaghed. Vi vidste inden kampen, at det var det eneste, som han var ude på.«

»Det er ulækkert. Se på, hvad der skete inden med Koscielny. Han bliver ramt ansigtet to gange, han bliver ramt i brystet. Jeg synes, at det er helt uacceptabelt.«

»Han kan gøre, hvad han vil, og han bliver inde. Han vil gøre det igen næste uge og ugen efter igen og slippe afsted med det.«

»Gabriel skulle overhovedet ikke have reageret, men at vi får to udvisninger, og Costa bliver på banen er skammeligt,« sagde Arsenals franske manager bittert efter kampen ifølge BBC.

Mens han gav Mourinho hånden inden kampen, undlod han at udveksle håndtryk med sin modpart efter slutfløjtet.

Var Wenger reaktions forventet, lige så meget efter bogen var det, at Chelseas manager var begejstret for både sejren og Costas indsats.

»Det var en god sejr, vi har brug for at vinde kampe. Vi har vundet to gange på tre dage, vi har holdt nullet to gange. Vi kontrollerede kampene. Jeg har ikke noget synspunkt på udvisningerne. Kampens spiller var helt sikkert Diego Costa. Han gav alt, hvad han havde i kampen,« lød Mourinhos ros til den kontroversielle angriber, som havde sin store andel i udvisning af Gabriel.

Og for at gnide lidt salt i Wengers sår tilføjede Mourinho lidt ekstra hån:

»Jeg tror jeg har spillet mod Arsenal 15-16 gange, og kun en gang har de ikke klaget bagefter. Måske var det, fordi de vandt. Alle de andre andre kampe, har de noget, som de klager over.«