Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn Robert Uggla, 31, bliver topdirektør og har nu førertrøjen i kampen om magten i imperiet.

Han er stort set ukendt i offentligheden, men nu har han taget førertrøjen på i kampen om at overtage magten efter 95-årige Mærsk Mc-Kinney Møller i Danmarks mest traditionsrige virksomhed, A. P. Møller-Mærsk Gruppen.

I forgårs blev Mærsk Mc-Kinney Møllers 31-årige barnebarn Robert Uggla udnævnt til direktør i det Mærsk-ejede svenske tankrederi Broström, og dermed ser han ud til at være et mulehår foran sin storebror Johan i kampen om positionen som arvtager efter den aldrende skibsreder.

- Han er meget ung, og det er for tidligt at sige sikkert, men han er helt bestemt kandidat, vurderer forfatteren og Mærsk-eksperten Søren Ellemose. Ellemose er forfatter til flere bøger om det berømte rederi, blandt andet bogen 'A.P. Møller-Mærsk i krise og forandring'.

Også en anden ekspert advarer mod at tolke direktør-stillingen til Uggla som det endelige ridderslag fra Mærsk.

- Jeg tror, man skal være lidt forsigtig. Lad ham nu manifstere sig i den rolle, han har fået, og så må vi se, hvor det bærer hen, siger professor Flemming Poulfelt, institut for ledelse på Copenhagen Business School (CBS).

Kampen står mellem to brødre

Men det har længe ligget i kortene, at den 95-årige skibsreders tronarving skal findes i en meget snæver kreds – nærmere bestemt blandt Mærsk Mc-Kinneys datter Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas to sønner Johan og Robert.

- De to drenge er allerede i fremtrædende positioner. Mit gæt er, at en af dem vil stryge til tops, har en anden Mærsk-ekspert, forfatteren Jan Cortzen, tidligere vurderet over for B.T.

Selv holdt Robert Uggla sig til almindeligt management-sprog om sit nye job, da han i går kommenterede topposten.

- Tankindustrien er ny for mig, og jeg ser frem til at arbejde for Broström. Det vil være min førsteprioritet at fortsætte udviklingen af Broströms konkurrencedygtighed, siger Robert Uggla blandt andet.

Uggla flytter til jobbet i Sverige 21. september fra Saudi-Arabien, hvor han indtil i går var landechef for Maersk-Line – et job, der svarer til et job på ambassadør-niveau i udenrigsministeriet.

Jobskiftet passer også til Mærsk Mc-Kinney Møllers strategi for at forberede et familiemedlem på en toppost i rederiet.

- Mærsk har altid gerne villet have et familiemedlem med i toppen, men han har også altid ment, at det ikke var nok bare at være medlem af familien, man skal også være kvalificeret. Og Robert er meget dygtig, han har hidtil haft job i container-delen, og Mærsk Mc-Kinney Møller ser gerne, at man prøver det hele, siger Søren Ellemose.

Mærsk har det sidste ord

Ledelsen i A.P. Møller-Mærsk, med seniorreder Nils Smedegaard Andersen i spidsen vil formentlig blive taget med på råd, men i sidste ende er det suverænt den 95-årige skibsreder selv, der bestemmer.

Mærsk Mc-Kinney Møller kan i samråd med familien udpege sin kronprins gennem almenfonden, som kontrollerer A.P. Møller-Mærsk. En transaktion for knap tre år siden, hvor det såkaldte A.P Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers familiefond overdrog aktier til almenfonden, sikrede familien fuld kontrol med rederiet. Mærsk er selv formand for almenfonden, og næstformanden er såmænd Robert og Johans mor – Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.