En endestation. Sådan beskriver kræftsyge Marianne Borchmann selv Hospice Søholm, hvor hun for få uger siden flyttede ind. Her handler det om at leve, selvom man skal dø. Og om at lindre smerten med ro, kærlighed og morfin.
Der er stille i den lille et-værelseslejlighed. Den ene ende af rummet er indrettet som stue med sofa, bord og bløde stole. Der er smilende familiebilleder på væggen. I den anden ende står hospitalssengen. Det fortæller Stiften.
På bordet glimter en juledekoration, der ikke er tændt. Marianne Borchmann sidder i sin sofa med ryggen til det store vinduesparti, der giver udsigt til haven med drivhuse, højbede og bænke. I bedene står resterne af de sidste efterårsblomster og fryser.
Marianne Borchmann strækker sig i sofaen, lidt træt efter den lur, hun lige er blevet afbrudt i. I sin strikkede sweater og med håret lidt uglet, men pænt sat op, ligner hun ikke en, der skal snart skal dø.
Det her er alvorligt
Kræften har været et kort bekendtskab. Den blev opdaget i januar, men allerede i sommer afsagde lægerne dommen. Terminal. Uhelbredelig. Kræften, der startede i bygspytkirtlen, kunne ikke helbredes med kemo. Den spredte sig bare. Til leveren. Og senere til brystet. Som om hendes krop ikke syntes, at kræften var nok, har hun også fået to blodpropper i lungerne.
Andre læser også
Poul er familiefar: Derfor har jeg i hemmelighed altid gået til prostituerede
Lægerne har prøvet alt, men nu er der ikke mere at gøre for at komme kræften til livs. Nu er det bare et spørgsmål om tid.
»Jeg havde lidt en anelse. Men at få det at vide direkte,« siger Marianne Borchmann og holder en lang pause.
»Lægen sagde, Marianne, det her er alvorligt. Det havde jeg hørt et par gange før, og det gad jeg ikke at høre på, så jeg sagde, okay, hvor alvorligt er alvorligt? Så sagde han, du kommer til at dø af det her. Og så sagde jeg nå.«
Endestationen
Med fødderne oppe i den sofa, som hendes voksne datter sov på i nat, fortæller 60-årige Marianne Borchmann med rolig stemme om sine tanker. Om livet og døden. Om at acceptere og om at bevare et positivt sind, selvom man snart skal dø. Marianne Borchmann lægger tryk på ordet dø.
Formuleringer som gå bort eller tage herfra bruger hun ikke.
»Det er en endestation. Det er en dødsgang, det her. Og vi kan ligeså godt sige de ord. Folk er her for at dø, og det er jeg også. Det er jeg helt afklaret med. Jeg får morfin to gange om dagen. Min dosis er lige blevet skruet op, så jeg kan fortsætte med at være nogenlunde smertefri,« fortæller Marianne Borchmann, der, før hun blev syg, har arbejdet som pædagog i over 40 år.
Lindring
Den palliative behandling er et begreb, der dækker over forebyggelse og lindring af lidelse for mennesker ramt af en livstruende sygdom. Den palliative indsats handler ikke kun om det fysiske, men også det psykiske, åndelige og eksistentielle. Professor i palliation ved Københavns Universitet, Mogens Grøndvold forklarer, hvorfor det er vigtigt at behandle, selvom vi kan ikke helbrede.
»Der er andre opgaver i sundhedsvæsnet end at behandle sygdommen – vi skal behandle mennesket. For selvom man er uhelbredeligt syg, er man stadig syg. Vi har tidligere haft den opfattelse, at når man ikke har kunnet gøre mere for sygdommen, ’så kan vi ikke gøre mere for dig’. Men det har hospicebevægelsen de sidste 30-40 år været med til at ændre på,« siger Mogens Grøndvold.
Det handler om livet
Dagene på Hospice Søholm minder om hinanden. Mariannes mand, Palle, kommer hver dag. Omkring middagstid spiser de frokost sammen, og så bliver han resten af dagen. Når de har set Nyhederne og drukket kaffe sammen, tager han hjem og sover i deres hus i Mårslet. De laver ikke det store – han læser, og hun strikker. Og taler om, hvad der er sket i dagens løb.
»Det lyder kedeligt, men det er det ikke. Vi er sammen,« siger Marianne Borchmann.
Et hospice handler om livet, var hun blevet fortalt, inden hun kom, men hun havde meget svært ved at se, hvordan et hospice kunne handle om andet end døden.
»Det forstår jeg nu. Her er liv. Der er julearrangementer med luciaoptog, og der kommer musikstuderende og spiller til jul. Det kan godt være, at der er mange, der er for syge til at se det, men det er der alligevel. For det hører sig til. Og her er fantastisk mad. Og det smager – det er ikke sygehusmad,« siger Marianne Borchmann.
Ventetid er forberedelsestid
Alle de praktiske ting er på plads. Testamente, bank og bisættelse. Hun taler med sikker stemme, men kommer nogle gange til at omtale sig selv i tredje person. Når hun gør det, retter hun lynhurtigt sig selv. Man har fået noget forberedelsestid bliver rettet med et 'jeg'. For det handler ikke om andre. Og selvom Marianne Borchmann ikke synes, det er uretfærdigt, at det er hende, der skal dø, er hun stadig ked af alle de ting, hun har til gode.
»Jeg er ked af, jeg ikke fik de der 25 år mere, fordi min nysgerrighed er så stor. Jeg ville gerne have været med lidt længere. Vi skulle faktisk have været til Thailand i oktober, men det var vi nødt til at aflyse. Jeg ville frygtelig gerne have nået at blive 80, men jeg er nået til 60. Jeg er så glad for alt det, jeg har nået, men jeg kunne jo have fået en bus i nakken når som helst. Vi skal alle sammen dø, men ingen vil tale om døden. Men den er her jo for os alle sammen – nu ved jeg tilfældigvis bare, hvornår det bliver. Næsten,« siger Marianne Borchmann.
Marianne Borchmann fortæller om de rejser, de har været på, og forklarer, at man skal gøre de ting, man drømmer om. Man skal ikke udskyde noget.
»Det vil jeg godt have, du skriver,« siger hun bestemt.
Berøringsangst med døden
Sygeplejerskerne på Hospice Søholm går let henad gangene i lyset fra de loftshøje vinduer. Nogle hurtigt, andre langsomt med en patient under armen. De smiler varmt, men alvorligt.
»Stedet er fyldt med ro og kærlighed. Der bliver ikke snakket sygdom. Medmindre noget presser sig på. Men ellers mest om, hvordan man lige har det, og hvad man kunne tænke sig at spise i dag,« siger Marianne Borchmann.
Hun vil gerne være med til at bryde nogle af de myter, der er omkring døden og hospice. Hun taler om berøringsangst, tabuer og folk, der ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv. Nogle har været bange for at besøge hende. Været bange for at være til ulejlighed.
»Døden er en del af livet, og det kan vi ligeså godt face. Vi behøver ikke glo på det dagligt, men den berøringsangst, der er omkring det, gør det sværere for os selv,« siger hun.
Mennesker er forskellige
Det er ikke alle, der opnår samme afklaring som Marianne Borchmann. Men den palliative behandling kan bidrage til meget, forklarer Mogens Grøndvold.
»Mennesker er forskellige, og derfor tackler vi det også forskelligt. Nogle er afklarede, mens andre ikke ønsker at blive særlig afklarede. Men uanset hvordan den døende tackler situationen, handler det for både pårørende og plejepersonale om at være der. Lytte, spørge og bare være der. Måske kan man ikke løse de problemer, der er, men det er vigtigt at dele dem, så den syge ikke føler sig alene,« siger han.
Det sidste
Når afslutningen på livet nærmer sig, skal Mariannes søn, datter og mand være der. Hun har spurgt plejepersonalet, hvordan hendes sygdom typisk forløber mod slutningen.
Mens hun fortæller, bliver hun afbrudt. Hendes telefon ringer ovre fra natbordet. Den vibrerer højt og insisterende, men Marianne Borchmann rejser sig ikke. Hun lader den ringe ud og fortsætter:
»Jeg ved ikke, hvor længe der går, men der er en sygeplejerske, der har sagt til mig, at det er utroligt, at jeg har levet så længe. Hver eneste dag er en gave. Når jeg vågner op om morgenen, tænker jeg,yes, jeg er her endnu. De tror ikke, jeg kommer til at bløde eller vride mig i smerter. Det plejer at være sådan, at man bare bliver mere og mere træt. Det er jeg virkelig glad for.«
Selvom Marianne Borchmann er stærk, kan hun sagtens give slip. Og når alle er gået, kommer tankerne.
»Jeg bliver også ked af det, selvfølgelig gør jeg det. Og jeg har også alle de der tanker.Hvad fanden bilder de sig ind, jeg har 25 år mere, jeg skal gøre godt med!Når jeg har tænkt de der tanker til ende, så tager jeg et sug mere af min cigaret, og så går jeg i seng,« siger hun.
Marianne Borchmann lægger de strømper fra sig, hun er i gang med at strikke, og henter menukortet på natbordet. Garnet skifter farve af sig selv, så det danner et mønster.
Denne er gang er de til Sasja, Palles datter.
