Der er ingen juridiske problemer i, at Københavns Kommune har betalt en 12.000 kroner dyr barregning efter et medarbejderseminar på Hotel Marienlyst i Helsingør, vurderer lektor i forvaltningsret.

En barregning på 12.000 kroner lyder måske af meget, især når den er betalt af Københavns Kommune for skatteydernes penge. Men ifølge lektor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet er der ingen grund til et stort ståhej - blandt andet fordi man skal vurdere regningen ud fra hvor mange personer, der har været med til at opbygge den.

»Inden for de offentlige budgetregler er der mulighed for, at man kan afholde forskellige udgifter til personalearrangementer og sociale arrangementer. Og min fornemmelse er, at når man udregner det her per person, så er det ikke en overskridelse af de almindelige grænser, der er for det her,« siger forvaltningslektoren og tilføjer, at det er op til forvaltningen, hvad den bruger den pulje penge på.

Sagen er kommet frem, fordi DR P4 København har fået adgang til regninger, der viser, at Københavns Kommune med skatteydernes penge har betalt en barregning på 12.000 kroner efter et seminar på Hotel Marienlyst i Helsingør.

Her deltog ifølge kommunen 71 ansatte fra Konsernservice under økonomiforvaltningen. Ud af dem var 66 med til den efterfølgende fest, der løb op i 12.000 kroner for drikkevarer samt 2.450 kroner i løn til de tjenere, som holdt hotelbaren åben til klokken fire næste morgen.

Og når 66 mennesker var med til festen, kan Sten Bønsing ikke få øje på nogle juridiske problemer. Sagen havde til gengæld været en helt anden, hvis kun to mennesker stod bag barregningen. Så ville der være tale om »voldsomt mange penge«, lyder det fra lektoren.

Direktøren for Koncernservice i Københavns Kommune, Kasper Schmidt, fastslår, at ingen formelle regler er blevet overtrådt under personaleseminaret. Han understreger dog, at det ikke er i overensstemmelse med kommunens retningslinjer, at der festes natten lang, når et fagligt program fortsætter dagen efter.

»De udgifter, som har været forbundet med dette seminar, er sådan set rimelige og i orden. Men det er selvfølgelig ikke i orden, at der som led i seminaret har været en bar, der har været åben til klokken fire om morgenen, hvor der har været fagligt program klokken ni dagen efter,« siger Kasper Schmidt og fortsætter:

»Vi indskærper nu over for cheferne, at man ikke skal have en bar åben til klokken fire om morgenen, og hvad der i øvrigt er hensigtsmæssigt, når man afholder de her seminarer. Det har jeg tillid til, at vores chefer og de medarbejdere, der er i vores organisation, selvfølgelig er opmærksomme på fremadrettet.«