Jeg kan huske første gang, jeg blev introduceret for kindkys. Det var lige omkring 1980. Mine forældre havde fået nogle nye venner, som kom fra Nordsjælland. Selv boede vi vest for København. De nye venner trådte ind ad døren, gav hånden til goddag og så gav de kindkys. Det var der aldrig nogen, der havde gjort før hjemme hos os. Men det var egentlig ret personligt.
- I dag bruger vi det selv, og så har kindkysset spredt sig til det meste af Danmark (ikke at jeg vil tage æren for det), og det er som om, det har taget skridtet videre. Nu krammer vi. Vi krammer dem, vi holder af. Vi giver ikke engang hånd længere, når vi får gæster. Vi krammer bare. Kindkysset er blevet det, vi bruger, når der er lidt mere afstand på, og håndtrykket er kun til dem, vi slet ikke kender.
Et kram duer bare! Og det duer til mere end blot en hilsen: En af mine veninder havde fået brystkræft. En aggressiv form. Det gik ret hurtigt. Hun havde lige siddet der og set så frisk ud, og så pludselig – bang! Så var hun hårløs, tynd og grønlig i huden.
Hun tog det helt utroligt flot. Ville ikke ynkes. Men hendes søn, som hun er alene om, reagerede eksplosivt. Han var naturligvis angst, men det kom til udtryk i enorme raseriudbrud. Han blev voldsom og truende, hvilket gjorde endnu mere ondt på min veninde. Da var det, hun stiftede bekendtskab med noget, som jeg heller ikke havde hørt om før: Holding-terapi. Kort fortalt går det ud på at holde om barnet og holde fast, selv når det kæmper imod. Forælderen skal bevare roen og forsøge at få øjenkontakt og formidle følelserne – læse barnet. Det kan tage mange minutter – ja, timer – og barnet kan reagere med skrig og skrål, gråd og latter. Men det vigtige er at opnå en kontakt, hvor man i ro og mag finder ind til hinanden gennem krammet. Det kan næsten virke som et overgreb, og derfor er det også så vigtigt hele tiden at fortælle, at ’jeg holder om dig, fordi jeg holder af dig’.
Da min veninde fortalte mig om denne terapi, og hvordan den havde hjulpet hende og sønnen, tænkte jeg, at det jo var genialt. Tænk hvor mange børn, der går rundt derude og savner at blive holdt om! Jamen, kender man det ikke selv? Man kan være sur og vred på sin ægtefælle eller kæreste, og så alligevel bliver man afvæbnet i favnen – når man bliver holdt fast.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan man bruger holding-terapi i psykologiens verden, for jeg kan godt forestille mig, at det ikke lige er løsningen på problemer i misbrugs- og voldsramte familier. Men jeg kan saftsusemig også komme i tanker om mange familier, hvor den fysiske kontakt er så fraværende, at børnene lige så godt kunne være alene, og hvor det ville kunne skabe mirakler, hvis nogen holdt om dem.
I min søns skole har de om mandagen ’massage’ på skemaet. Ikke sådan i gængs forstand, men f.eks. kan de få til opgave at tegne en sol på hinandens ryg med fingrene eller trykke på skuldrene. Lige først tænkte jeg, at det var da lidt mærkeligt, men så igen: Tænk, hvor berøringsangste mange mennesker er. Er det så ikke bare et stort plus, at man på den måde skal yde hinanden fysisk opmærksomhed og omsorg i skolen? Min syv-årige søn synes i hvert fald, det er rart, og han er ikke bange for at få pige-lus. Og jeg – tja, jeg synes egentlig, det giver helt nye dimensioner til udtrykket ’at kunne sit kram’.
brev_tag_annette
