FC Kaiserslautern vil af med Esben Hansen så hurtigt som muligt, selvom den danske midtbanespiller kun har været i klubben i et halvt år. Det bekræfter klubbens norske træner overfor B.T. - Esben skal væk nu. Det ligger fast, og det er han indforstået med, siger Kjetil Rekdal til B.T. og forklarer bruddet mellem danskeren og klubben med det sportslige.

- Der er absolut ingen menneskelige problemer mellem Esben og mig.

- Det er det sportslige, der skiller os. Esben passer ikke fodbold-kulturelt ind. Han fungerer ikke med sin spillemåde. Vi spiller slet ikke, som han har forestillet sig.

- Vi er ikke lykkelige over at have ham, og han er ikke lykkelig her. Han er utilfreds, og han har direkte udtrykt til mig, at han gerne vil til en anden klub.

I kulissen venter Esben Hansens tidligere klub OB, hvor direktør Kim Brink bekræfter, at han er interesseret i at hente Esben Hansen tilbage – enten via køb eller leje.