Påsken har budt på masser af sporarbejde mellem Slagelse og Odense, og det er desværre ikke slut endnu.

Banedanmark er først færdig med arbejdet til august, så togfolket skal indstille sig på, at køreplanerne med jævne mellemrum bliver ændret.

»Banedanmark arbejder især på strækningerne Slagelse-Korsør og Nyborg-Odense,« fortæller Tony Bispeskov, informationschef i DSB.

Når han siger 'især', skyldes det, at der også er sporarbejde på andre strækninger, men det er arbejdet på de to strækninger, som flest vil bemærke.

Tony Bispeskov, informationschef i DSB.
Tony Bispeskov, informationschef i DSB. Foto: Klaus Holsting/DSB
Vis mere

»Sporarbejdet ændrer karakter hen ad vejen, og derfor ændrer vi også køreplan undervejs. Vi forsøger at tilpasse køreplanen til arbejdet, så vi kan køre mest effektivt,« oplyser informationschefen.

Det betyder, at der er en lang række datoer, som de rejsende skal holde øje med, da køreplanen her vil ændre sig. Datoerne, der er lidt forskellige for de to strækninger, kan ses på DSBs hjemmeside.

Påsketrafikken

Der har fra langfredag til påskedag været indsat togbusser mellem Sjælland og Fyn, men det slipper de togrejsende for anden påskedag, da der igen kører tog på strækningen. Man skal dog stadig være opmærksom på, at der køres efter en reduceret køreplan.

Vil man vide mere om forårets og sommerens sporarbejde, kan man læse mere under trafikinformation på DSBs hjemmeside.
Vil man vide mere om forårets og sommerens sporarbejde, kan man læse mere under trafikinformation på DSBs hjemmeside. Foto: Jens Hasse/Chili Foto/DSB
Vis mere

Informationschefen har i den forbindelse et godt råd til alle togrejsende:

»Når man har rejst sig fra påskebordet for at gøre klar til at tage hjem for at møde på arbejde tirsdag, vil det være en god idé at tjekke rejseplanen. Der kan være afledte effekter af sporarbejdet, der påvirker ens rejse.«

Ud over at sporarbejdet tirsdag går ind i en ny fase, og DSB dermed kører efter en ny køreplan, byder tirsdag også en anden – mere positiv – nyhed.

Her indvier DSB en ny direkte togforbindelse mellem Næstved, Køge, København og Nivå.

»Med den nye direkte forbindelse slipper folk for at skifte tog og kan dermed skære op til 26 minutter af rejsetiden,« fortæller Tony Bispeskov

Vil man vide mere om forårets og sommerens sporarbejde, kan man læse mere under trafikinformation på DSBs hjemmeside.