Han er blevet hyldet i Danmark, Frankrig, ja, faktisk i hele verden.

Og det er han nærmest blevet konstant de seneste fire uger.

Lige fra holdpræsentationen i Tivoli til torsdag i Glyngøre, hvor den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard fik den sidste hyldest efter sin Tour-triumf.

Netop derfor kunne nogle måske få den tanke, at den 25-årige Jumbo-Visma-stjerne havde vænnet sig til opmærksomheden.

Jonas Vingegaard blev hyldet foran hele Rådhuspladsen i København.
Jonas Vingegaard blev hyldet foran hele Rådhuspladsen i København. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men der er alligevel én ting, der har overrasket ham særligt meget de seneste uger. Det fortæller han til B.T.

»Jeg har været overrasket over, at der har været så mange danskere med på Touren. At der har været så mange danskere, der har støttet mig hele vejen igennem. Det har virkelig været fantastisk,« siger Tour de France-vinderen.

Den danske verdensstjerne kunne søndag aften lade sig hylde på podiet i Paris efter at have vundet verdens største cykelløb.

Herefter gik turen mod Holland, hvor Vingegaard fortsatte sin hyldest i Jumbo-Vismas hovedkvarter.

Onsdag blev fejringen af den danske cykelstjerne så taget til nye højder, da tusindvis af mennesker hyldede ham på Rådhuspladsen i København og i Tivoli.

Og torsdag var over 25.000 mennesker ligeledes samlet i hjembyen Glyngøre for at give den sidste støtte til Vingegaard – i denne omgang.