Prisen på tv-pakker stiger hos alle udbydere. Det er et tegn på konkurrenceproblemer, mener Forbrugerrådet. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>På et år er priserne steget på 11 ud af 18 tv-pakker i Søndagsavisens stikprøve. Desuden bebuder YouSee og Boxer Tv prisstigninger fra næste år.
I gennemsnit er de 11 pakker steget med 72 procent, hvilket svarer til 124 kroner om måneden eller knap 1.500 kroner om året. Det viser tal fra Telemarkedet.dk, som er en uafhængig database, der indhenter priser fra udbydernes hjemmesider.
Ikke alle tv-pakkerne er steget i pris, men prisstigningerne er at finde hos alle tv-udbyderne, skriver Søndagsvisen.
- Det understreger, at der er problemer med konkurrencen, når udbyderne kan hæve prisen uden at blive straffet af forbrugerne, siger Martin Salamon, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet, til Søndagsavisen.
For et år siden blev tv-signalet digitalt. Tv-udbyderne sænkede derfor priserne for at tiltrække nye kunder.
- Sidste år sloges alle udbydere om de nye kunder, og priserne var meget lave. Kunderne blev lokket ind af en billig pris, der efterfølgende bare er steget. Og bagefter føler folk sig snydt, siger Catja Middelboe Andersen, der er kommunikationsdirektør hos Canal Digital.
Netop Canal Digitals abonnementer er steget mest i forhold til oktober sidste år. Prisen for Local-pakken er langt over fordoblet.
Hun forklarer blandt andet stigningen med, at Canal Digital inkluderer alle udgifter i et fast månedligt beløb. Hos mange tv-selskaber betaler kunden ud over abonnementet blandt andet også for kortgebyrer, leje af boks og HD-kanaler.
Flere udbydere forklarer prisstigningerne med, at tv-kanalerne er blevet dyrere. Men det giver Forbrugerrådet ikke meget for.
- Dyrere kanaler forklarer det ikke alene. Du betaler også for tv-udbyderens arbejde. Men det er jo let at skyde skylden på kanalerne, siger Martin Salamon, der desuden mener, at prisen bliver sløret, når tv-kanalerne er låst fast i forskellige pakker.
De populære kanaler starter ofte med at ligge i en billig pakke, men når forbrugeren har købt sit abonnement, rykker de op i en dyrere pakke. For at få de enkelte kanaler, er forbrugeren dermed nødt til at betale mere med tiden.
- Pakker er en god måde at tvinge forbrugerne til at betale mere, siger Martin Salamon.