Hvis der er noget, Lars Løkke Rasmussen elsker, så er det cykling.

Derfor er der heller ingen tvivl om, hvad der er det største sportsøjeblik i 2022 for Danmarks nye udenrigsminister.

»Det er ubetinget Jonas Vingegaards sejr ved Tour de France. Men også de andre rytterpræstationer og dét, at vi havde Touren i Danmark. Det var helt unikt,« siger Lars Løkke på den røde løber forud for Sport 2022 i Herning, og fortsætter:

»Det var helt fantastisk at opleve det i København, og jeg havde også privilegiet af at være i Paris og se Jonas Vingegaard køre i mål som vinder. Det slår alt.«

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på rød løber til Sport 2022.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på rød løber til Sport 2022. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Selvom Lars Løkke elsker at følge de danske ryttere under Tour de France, holder han også meget af selv at hoppe op på jernhesten.

Men han holder igen med at sammenligne sig selv med den danske Tour-vinder, når han kører på landevejene.

»Ej altså, jeg har selvindsigt nok til at vide, at jeg ikke er Jonas Vingegaard. Mit eget cykelnavn er jo 'Suppehønen fra Græsted', og det er jo lidt noget andet end 'Kyllingen fra Tølløse', 'Ørnen' og den slags,« siger Lars Løkke og uddyber det vilde kælenavn:

»Det er sådan noget, Rasmus Bech fra Politiken valgte at kalde mig. Vi har cyklet til Paris mange gange sammen – og jeg er jo rimelig stor. Jeg er ikke den fødte bjergrytter, så han sagde altid: ‘I dag har Suppehønen fra Græsted været i udbrud’, hvis jeg engang imellem lige skulle være lidt kåd,« afslutter han med et grin.