Verdensstjernen Fridrikas, der har en væsentlig aktie i Slagelses succes, har været vidt omkring - og er glad for tilværelsen i Danmark. Ausra Fridrikas er uden sammenligning verdens bedst betalte kvindelige håndboldspiller.

Det er dog ikke ensbetydende med, at Slagelse-stjernen har millioner af kroner på bankkontoen til et ekstra behageligt liv efter karrierens sidste håndboldkamp.

»Og du må virkelig tro mig. Jeg har været heldig at blive godt betalt for at dyrke min hobby, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg er bare ikke én, der puger penge sammen.

Jeg bruger faktisk en hel del af mine penge på at hjælpe min familie i Litauen, så de er i stand til at have det lidt ekstra godt. Og det gør jeg med glæde.

Min familie betyder utrolig meget for mig, og heldigvis kommer de ofte på besøg,« fortæller en åbenhjertig Ausra Fridrikas, før Slagelse i aften tørner sammen med GOG i den afgørende duel om at komme videre i EHF-Cupen.

Det er dog ikke kun i Slagelse, at Fridrikas er blevet godt honoreret for sin suveræne indsats.

Slagelse er den sjette klub i rækken efter Egle Vilnius fra Litauen og de to spanske klubber Hernani og Remudas, Las Palmas. I Østrig spillede Fridrikas for Hypo Südstadt, mens hun de seneste to år var stjernen hos norske Bækkelaget.

Ausra Fridrikas, der er født i Litauen, men i 1994 blev udstyret med et østrigsk pas, er i dag 35 år, og hendes karriere stopper efter al sandsynlighed til næste år.

Og den stærke bagspiller er da så småt ved at gøre sig visse tanker om, hvad hun skal tage sig til efter tiden i Slagelse.

Fridrikas kunne godt tænke sig at arbejde i et rejsebureau, når hun engang vender tilbage til Wien. Lige nu arbejder hun 20 timer om ugen hos Trumf Rejser i Ringsted. Man kommer dog ikke til at se Ausra Fridrikas som boss i sit eget rejsebureau, sådan som kollegaen Camilla Andersen har drevet det til.

»Jeg kunne ikke tænke mig at være selvstændig. Det kræver alt for mange kræfter og et stort overskud af energi for at klare sig. Men det er da en spændende branche,« fortæller Fridrikas, der ligeledes arbejder på et job i det europæiske håndbold forbund.

»Og så vil jeg meget gerne bruge tid på at hjælpe børn, som ikke har det så godt. Det kunne jeg også have beskæftiget mig med i dag, hvis jeg ikke var blevet professionel håndboldspiller.

Det gør mig meget ondt at se børn lide, fordi de voksne bekriger hinanden. Og det er jo næsten blevet værre i forhold til tiden med den kolde krig.

Nu brænder det jo næsten overalt, og det ser ikke ud til at få nogen ende. Ingen tænker på de stakkels børn, som aldrig får en chance,« fortæller Ausra Fridrikas med stor bekymring i stemmen.

Det er meget tydeligt, at Fridrikas virkelig brænder for at gøre noget.

Og nøjagtig som på håndboldbanerne vil hun gå ind og yde en 100 procents indsats.

Fra sin tid i Spanien, Norge og nu senest i Danmark har hun ligeledes fået en masse forskellige menneskelige egenskaber med i bagagen.

»Jeg er meget lykkelig over at have lært så mange dejlige mennesker at kende. Jeg håber så samtidig, at jeg har været med til at gøre noget for håndbolden. For uden håndbolden havde jeg aldrig levet en så fantastisk spændende tilværelse.«

I Spanien oplevede hun en meget aktiv befolkning i et land med mange solskinstimer.

»Østrigerne er noget mere stressede, og der er ikke rigtig tid til at tage sig af hinanden. I Norge var det til tider meget koldt, men til gengæld oplevede vi nogle meget venlige mennesker. De lærte mig i hvert fald at slappe af og lade være med at stresse så meget. Nordmændene lærte mig især at lade være med at være trist efter et nederlag. For som de sagde, så kommer der hurtigt en ny kamp.

I danskere er til gengæld rigtig vilde vikinger uden komplekser. Danskerne er meget motiverede og engagerede, og på håndboldbanen er man stærk sammen,« vurderer Ausra Fridrikas, der i livsstil sammenligner Danmark med hendes hjemland Litauen.

Fridrikas mand og fem-årige Lucas er ligeledes glade for at bo i Danmark.

»I virkeligheden spekulerede jeg meget på at være taget hjem til Østrig efter mine år i Bækkelaget. Heldigvis har min mand bakket mig 100 procent op om at tage de sidste år her i Slagelse. Det er til tider lidt hårdt, når jeg ikke rigtig har ordentlig tid til at hygge mig med familien. Men jeg skal nok få taget revanche, når vi vender hjem til Østrig.«

Fridrikas ved udmærket selv, hvad det betyder at få fuld opbakning i en lidt problematisk fase.

»Min mand havde det rigtig skidt, da han i sin tid stoppede som professionel fodboldspiller i Wien. Det var en meget hård tid, hvor han ikke rigtig kunne komme i gang med noget.

Han stoppede sådan fra den ene dag til den anden med at spille fodbold, og det var nok ikke en god idé. Jeg har i hvert fald ingen planer om at stoppe totalt med at spille håndbold. Det vil heller ikke være godt for kroppen, og jeg vil ikke kunne undvære spillet efter så mange år i branchen,« understreger Ausra Fridrikas, hvis håndboldliv så langtfra altid har været nemt.

Tiden hos Hypo med manager Gunnar Prokop var alt andet end morsom.

»Det var en meget svær tid. Jeg vil nærmest kalde det umenneskeligt.

Vi blev jo behandlet som slaver, og sådan kan man ikke opføre sig over for andre mennesker. Han var meget streng og egoistisk, så i dag har jeg ikke mere at tale med ham om.

På den anden side fik jeg dog lært mig en masse andet end bare det at spille håndbold. Prokop lærte os spillere at stå på ski, spille musik og male.

Nogle gange havde vi besøg af skuespillere, så det var en helt anden side af Prokop. Alt i alt er jeg dog glad for, at jeg ikke i dag spiller i den klub,« konstaterer Ausra Fridrikas.

Er Anja Andersen en hård træner?

»Jeg vil ikke kalde Anja for hård. Anja ved, hvad hun vil. Hun er meget intelligent, og hun vil hele tiden prøve nye ting. Samtidig er Anja meget opmærksom, hvis en spiller ikke har det så godt. Men vi laver jo alle fejl, og så må jeg selvfølgelig også tage imod en skideballe.

Anja står med en trup på 15 spillere, hvoraf de otte-ni stykker er rene individualister. Og det kræver en hel del at få så mange til at fungere som et hold,« understreger Ausra Fridrikas, hvis krop har været igennem en hård behandling.

»Åh, nej. Du må ikke spørge til min krop. Jeg har stadig blå mærker efter pokalfinalen mod Ikast. Jeg elsker bare håndbold så meget, at jeg ikke bare går ind og spiller for halv kraft.

Og det koster selvfølgelig, men jeg er nu aldrig bange for at få skader. Jeg er blevet opereret for en korsbåndsskade, så jeg kender udmærket risikoen. Det kan da godt være, at jeg på et tidspunkt får nogle problemer med mit bentøj.

Men det kan jeg ikke bruge tid på nu. Jeg lever i nuet,« siger Slagelses guldfugl.