Lyt til artiklen

Prins Christian og prinsesse Isabella har haft en begivenhedsrig uge. Ikke alene fik de to nye søskende i lørdags. I tirsdags startede de begge i ny børnehave.

Deres nye børnehave er Garnison Sogns Menigheds Børnehave, der nærmest ligger i Amalienborgs baghave på Sankt Annæ Plads i København.

- Jeg kan bekræfte, at børnene er startet her i sidste uge, men ellers udtaler vi os ikke, men henviser til kongehuset, siger lederen af børnehaven, Henrik Kjeldstrøm til bt.dk.

I børnehavens nyhedsbrev for januar bliver de royale børn blot præsenteret som: "Velkommen til Isabella og Christian, som er startet d. 4. januar", og i følge bt.dks kilder har kronprinsparret selv været med til at køre børnene ind i institutionen som enhvert andet forældrepar.

Noget tyder dog på, at i hvert fald prins Christian er blevet syg af de mange nye bakterier, som børn altid bliver mødt med i en ny børnehave. I hvert fald fortalte kronprinsesse Marys far efter sit barselsbesøg i lørdags, at hans barnebarn havde en lille forkølelse.

Garnison Sogns Menigheds Børnehave er ikke helt ubekendt med royale poder. Prins Christian og prinsesse Isabellas fætter, prins Felix, har tidligere gået i børnehaven, før han startede på Krebs' Skole.

Børnehaven er en selvejende institution, der er normeret til ca. 7 vuggestuebørn i alderen 2-3 år og 31 børn i alderen 3-6 år. Børnehaven skriver selv på deres hjemmeside, at de prioriterer leg og venskab meget højt. Så måske er det her, at prins Christian og prinsesse Isabella finder venner for livet.