Politikere vil ikke oplyse om økonomiske interesser

Et flertal af Venstres medlemmer af Folketinget ønsker ikke at give offentligheden indblik i deres eventuelle økonomiske interesser.

En gennemgang af Folketingets register for hverv og økonomiske interesser, som tidligere statsminister og Venstre-formand, Anders Fogh Rasmussen, var bannerfører for, viser, at 29 af 47 af Venstres medlemmer ikke ønsker at give offentligheden indblik i eventuelle økonomiske interesser.

- Mennesker, der påtager sig et folkevalgt hverv, bør også være åbne om, hvilke interesser de har, sagde Anders Fogh Rasmussen til Morgenavisen Jyllands-Posten i 2007 ovenpå en debat om lokalpolitikere.

Ser man på resten af Folketingets medlemmer, har stort set alle, med undtagelse af et flertal af Liberal Alliances medlemmer, valgt at spille med åbne kort over for vælgerne.

Men Foghs udtalelser preller af på et flertal af V-medlemmerne i Folketinget. De folkevalgte kan vælge at lade deres hverv, økonomiske interesser og kontakt med organisationer m.v. registrere i et frivilligt register. Formålet er at skabe større åbenhed over for offentligheden.

Hører til privatlivet


Tidligere miljøminister, Karen Ellemann (V), har ikke ønsket at lade sig registrere:

- Der er ting, der skal have lov at være private. Hvis der skulle være tvivl om, hvorvidt jeg forvalter hvervet som folkevalgt forsvarligt, så er det en regning mellem mig og mine vælgere og ikke med journalister, der synes, at det er sjovt at snage i ting og sager, siger Karen Ellemann.

Som minister har man pligt til at oplyse om sine økonomiske interesser. Karen Ellemann modtager ligesom flere andre tidligere V-ministre eftervederlag, og derfor redegør hun for sine øvrige indtægter over for staten. Men det er ikke oplysninger, der er tilgængelige for offentligheden. Og hun lægger ikke skjul på sin modstand mod at lægge privat-økonomiske oplysninger frem:

- Det er at gå for vidt, siger Ellemann.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har selv ladet sig registrere for at ‘give så meget åbenhed som muligt’. Samtidig siger hun:

- Det er et frivilligt register, så det må være op til den enkelte.