Der skal gribes langt hårdere ind over for danske syrienkrigere, som modtager offentlige ydelser, mens de kæmper for Islamisk Stat.

Det slog beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fast på et samråd i Beskæftigelsesudvalget tidligere i dag.

»Det er i min bog fuldstændig uacceptabelt, hvis personer deltager i krig for offentlige ydelser,« lød det fra ministeren, der allerede har lagt op til en stribe stramninger på området.

Han så gerne, at flere bliver meldt for socialt bedrageri, hvis de drager i krig betalt af den danske statskasse.

»Jeg vil gerne se på, om vi kan gøre mere for at sikre, at der i flere sager foretages en politianmeldelse for socialt bedrageri,« sagde Troels Lund Poulsen.

Ministeren var kaldt i samråd af beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S), efter Ekstra Bladet i december skrev, at 36 danske syrienkrigere var på enten kontanthjælp eller dagpenge, mens de deltog i de væbnede kampe for IS.

Siden har BT afdækket, at der også er modtagere af førtidspension og sygedagpenge blandt de mindst 145 danske syrienkrigere, som PET i sin seneste vurdering fra februar 2017 skønner har kæmpet for IS.

BT’s afsløring har fået Troels Lund Poulsen til at bestille en undersøgelse, som skal kulegrave, og om der er blevet fusket med lægeerklæringerne.

»Vi må se på, hvad det er for nogle lægeerklæringer, der er lavet, og hvem der står bag dem,« sagde ministeren på samrådet, hvor Leif Lahn Jensen bakkede op om, at der kan være tale om svindel.

»Der må være nogle af de her mennesker, som direkte lyver og siger, at de har det meget værre, end de rent faktisk har,« sagde han.

I  sagerne om kontanthjælp og dagpenge har PET orienteret kommuner og a-kasser om, at de pågældende krigere modtog danske skattekroner. Det har resulterede i, at der i 29 af sagerne blev rejst krav om tilbagebetaling af i alt 672.000 kroner - svarende til godt 23.100 kroner per sag. I de øvrige sager er der ikke rejst krav mod borgerne.

I de fleste sager er syrienskrigere udrejst i 2012 og 2013, men der er først blevet reageret flere år senere. Troels Lund Poulsen langer derfor hårdt ud efter kommunerne, da det er lykkedes syrienkrigere at være af sted i op til et helt år uden at blive opdaget.

»Det er helt katastrofalt, at den pågældende kommuner ikke har opdaget det,« sagde ministeren, der i januar skrev et brev til borgmestrene, som han nu har indkaldt et møde i ministeriet.

»Jeg har brug for at se borgmestrene i øjnene og slå fast, at det her skal tages meget alvorligt,” forklarede Troels Lund Poulsen efterfølgende til BT.