Byrådspolitikeren Fuat Yalan (S) fra Helsingør har fået meget opmærksomhed i Kina, efter at han skrev på sin Facebookprofil, at alle kinesere skal brænde ihjel. Det skriver South China Morning Post.

Den kontroversielle udmelding vækker harme på de kinesiske sociale medier, hvor tusinder af kinesere har delt og kommenteret historien om den kinafjendske dansker, der nåede de kinesiske nyheder i går. En af kommentarerne lyder: "lad os brænde ham", mens en anden skriver "ikke flere rejser til Danmark".

For to uger siden skrev Fuat Yalan på sin Facebookvæg:

- Jeg håber, det bliver 140 grader, og alle kinesere bliver brændt, så er verden fri for det kineserlort.

Samtidig smed han mere benzin på bålet i et interview med Helsingør Dagblad ved at sige, at han selv var villig til at gribe til våben.

- Hvis der stod en kineser foran mig lige nu, ville jeg skyde ham, sagde han og forsatte: Jeg er ligeglad med, om jeg bliver smidt ud af partiet, smidt ud af Danmark eller skudt, sagde den socialdemokratiske lokalpolitiker til avisen.

Selvom Fuat Yalan mener, at han blev misforstået, undskyldte han i sidste uge, men afviser stadig at melde sig ud af byrådet i Helsingør.

- Jeg har opført mig som et fjols, sagde han.

Andre læser også