Norske Anne Line Gjersem og Camilla Gjersem er ikke bare søstre. De er også tvillinger, der ligner hinanden på en prik og dyrker det samme. Og så har de på forunderlig vis også været ude med skader i nøjagtig samme periode.

De to kønne 22-årige kunstskøjteløbere er Norges bedste søstre i dansen på isen, men 2016 har bestemt ikke været noget kundstværk for de mørkhårede skøjteprinsesser. Og det kan komme til at koste en OL-billet til vinterlegene i Sydkorea 2018.

Først røg Camilla Gjersem ud med en skade i april, og kort efter pådrog Anne Line Gjersem sig en skulderskade, inden hun også fik knæproblemer i efteråret. Et mildt sagt uheldigt parløb, som også skabte forvirring, da Anne Line Gjersem tog sin søster, der på daværende tidspunkt var på krykker, med til lægen for at få undersøgt sit knæ.

»Lægen troede, det var hende, som sad der med krykker, som skulle ind til ham. Men det var mit knæ, han skulle se på. Han vidste ikke, at vi var tvillinger,« griner Anne Line Gjersem i et interview til norske VG.

Anne Line Gjersem på isen i januar 2014. Her med en pirouette.
Anne Line Gjersem på isen i januar 2014. Her med en pirouette. Foto: LASZLO BALOGH
Vis mere

Overskudet er da også ved at være tilbage, for Anne Line Gjersem er ved at være skaderne kvit og tilbage i fuld vigør på isen. Spørgsmålet er dog bare, om det ikke er for sent i forhold til at kvalificere sig til OL i februar 2018. Mens konkurrenterne har haft god tid til at træne sig op til forårets VM, hvor en god placering indløser OL-billet, så har Anne Line Gjersem og hendes tvillingesøster travlt.

Derfor er opskriften ifølge Anne Line Gjersem også klar:

»Mere træning med mere kvalitet.«