Ugens gæstevært i Q&CO er Mark Stokholm, der er vært på Aftenshowet og i weekenden var vært på Danmarks Indsamling 2021.

Du kan høre programmet her eller som podcast

Se og Hør trykte i sidste uge et billede af en mand, der blev beskrevet som manden bag mordet og parteringen af en kvinde i Malling i Østjylland. Det viste sig efterfølgende, at manden på billedet var uskyldig. Det kunne Lokalavisen Aarhus fortælle i denne uge. Vi taler med chefredaktøren på avisen om, hvordan de er kommet på sporet af sagen, og så spørger vi Se og Hørs chefredaktør om, hvordan sådan noget kan ske.

Carsten Werge stopper som fodboldkommentator på TV 3 efter 23 år og skal i stedet være fodboldredaktør på TV 2. Vi spørger Werge, hvorfor han laver skiftet efter så mange år.

Danmarks Indsamling 2021 samlede i weekenden 120 millioner kroner ind til coronaramte børn i 13 af verdens fattigste lande i Afrika, Mellemøsten og Asien. Undervejs fik indsamlingen dog hidset Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl op, da tre socialdemokrater dukkede op på skærmen på to timer. Eva Kvist, redaktionschef i DR, forsvarer programmet.

I fredags fik Kurt Strand at vide af Danmarks Radio, at hans kontrakt ikke ville blive forlænget til stor overraskelse for ham selv. Strand har været vært på DR i mange år, og vi spørger P1’s Nikolai Thyssen om, hvorfor Kurt Strand ikke skal være det længere.

Til sidst taler vi med Nima Zamani, som i denne uge har genoplivet sit radioprogram Stram Diskurs. I den gamle udgave af programmet talte Zamani med debattører og politikere fra den yderste højrefløj, og i dette nye program, der bliver udgivet på mediet Den Uafhængige, taler han med den yderste venstrefløj.