Når fjernsynet bliver tændt i aften, er der stor chance, for at landets statsminister, Mette Frederiksen, toner frem på skærmen. Her sidder hun endnu engang i gæstestolen hos både Go' Aften Danmark på TV2 og Aftenshowet på DR1

Det har hun gjort ved flere lejligheder siden coronakrisens start, selvom andre medier har haft svært ved at få ministeren i tale.

I B.T.s mediemagasin, Q&CO, giver en af Aftenshowets værter, Kristian Ring-Hansen Holt, sit personlige bud på, hvorfor Mette Frederiksen er så glad for netop Aftenshowet og lignende programmer.

»Jeg tror, at man i vores program, Aftenshowet, har ideen om, at man får lov til at tale ud. Og så er vores program modsatrettet mange nyheder. Nyheder er fokuseret på afsenderen, men vores program vender bare lige tallerkenen om, for vi er meget mere interesseret i modtageren,« siger Kristian Ring-Hansen Holt.

Kristian Ring-Hansen Holt uddyber, at Aftenshowet fokuserer mere på programmets seere, end andre nyhedsprogrammer gør.

»Hver gang Mette Frederiksen eller andre er inde, så er vores programs fornemmeste opgave, synes jeg helt personligt, at finde frem til de emner eller pointer, som går direkte til vores seere, og så få de seere på,« siger Kristian Ring-Hansen Holt.

Kristian Ring-Hansen Holt understreger, at Mette Frederiksen ikke har fri adgang i bedste sendetid.

»Det er ikke sådan, og det er det formentlig ikke på nogen redaktioner, at nogen ringer og siger, at de er klar til at komme i tv, og så rydder vi fladen. Sådan fungerer det ikke,« siger Kristian Ring-Hansen Holt.

Og selvom statsministeren efterhånden kender formatet, og programmet ikke er ligeså konfrontatorisk som andre programmer, så skal Mette Frederiksen ikke regne med, at hun får helt fri taletid.

»Selvfølgelig afbryder vi, men vi har bedre tid til at lytte folk ud,« siger Kristian Ring-Hansen Holt.

Hør hele interviewet i B.T.s podcast Q&CO