Det kostede en 11-årig dreng livet, da han blev ramt af toget ved Højby på Fyn. En 11-årig dreng på vej i skole med sine to søskende, omkom fredag morgen, da han blev ramt af toget i Højby på Fyn.

Ifølge Fyns Politi havde drengens bedsteforældre sendt ham af sted sammen med en lillesøster og en storebror.

Lillesøsteren var kommet fint over skinnerne, men da den 11-årige kom frem til overskæringen, var bommene nede.

Alligevel valgte han at gå over sporet, og blev ramt af et forbipasserende tog.

Storebroren løb tilbage til hjemmet for at skaffe hjælp, men drengens liv stod ikke til at redde.

/ritzau/