Han nægter sig fortsat skyldig. Nægter systematisk at have udsat tre kærester for voldtægter. Nægter, at han også udsatte den ene kvinde for systematisk mishandling, og en anden for trusler samt både psykisk og fysisk vold.

Derfor har Branislav Rasmussen nu anket den forvaringsdom, som han for et par uger siden blev idømt ved Retten i Nykøbing Falster. 

Det oplyser hans forsvarer, Kåre Trabjerg Smidt, til B.T. og fastslår, at hans klient vil frifindes.

Skulle landsretten også finde Branislav Rasmussen skyldig, går han og hans forsvarer efter en mildere dom. 

tip os
Ved du noget om sagen? Eller familien Dimic? Så kontakt journalist Katja Mejborn på kame@bt.dk eller brug formularen herunder.

En tidsbestemt én af slagsen. Og så ønsker den 32-årige roma også at slippe med en advarsel om udvisning fremfor den udvisning af Danmark, som byretten nåede frem til.

Også hans mor og bror, Ankica Dimic og Ilija Dimic, blev dømt i samme retssag.

Moren blev fundet skyldig i at have opildnet til den voldsomme mishandling af en af Branislav Rasmussens kærester. En kvinde, der ifølge eget udsagn i årevis blev tæsket, når hun ikke udførte sine huslige pligter godt nok. En 'lærestreg' blev tævene kaldt.

Også Ankica Dimic har sagen igennem nægtet sig skyldig, men har alligevel valgt at modtage sin dom på fire måneders fængsel.

Hendes forsvarer, David Francis Lublin, oplyser til B.T., at man har taget højde for både fordele og ulemper ved at anke og til sidst er kommet frem til at lade være, fordi der er risiko for, at hun ved landsretten vil blive fundet skyldig i et voldsforhold, hun ved byretten er blevet frifundet for. Og også fordi Ankica Dimic nu gerne vil videre.

Heller ikke Ilija Dimic har valgt at anke sin dom, oplyser hans forsvarer, Henrik Dupont Jørgensen. Den 26-årige Dimic-lillebror blev ved byretten dømt for grov mishandling af to kærester. Systematisk afstraffelse, som retten har kaldt det.

I en af kvindernes tilfælde blev hun ifølge retten også udsat for psykisk vold. Måden, den 26-årige mand svinede hende til, kaldte hende skældsord og afskar hende fra omverdenen ødelagde hendes selvværd, har kvinden selv fortalt. Og retten har troet på hende.

Mishandlingen er ved byretten blevet takseret til en straf på et års ubetinget fængsel samt en bøde.

Det er endnu uvist, om Statsadvokaten også agter at anke dommen fra Nykøbing Falster. 

Men sikkert er det altså, at Branislav Rasmussen, hans ekskærester og de øvrige vidner på et senere tidspunkt skal forbi Østre Landsret, hvor sagen skal køre på ny.

Ved byretten blev det på baggrund af en mentalerklæring vurderet, at en forvaringsdom var det rette til den 32-årige mand. 

I erklæringen lyder det blandt andet, at der er nærliggende fare for, at Branislav Rasmussen vil begå ny, ligeartet kriminalitet. Undersøgelserne har blandt andet vist, at han er mentalt retarderet i lettere grad og ikke forstår andre mennesker og deres følelser.

Branislav Rasmussen.
Branislav Rasmussen.

Med det in mente har anbefalingen fra Retslægerådet været, at den 32-årige mand skulle idømmes forvaring. Fra Retspsykiatrisk Klinik, som har lavet undersøgelsen, anbefaler man dog en anbringelsesdom.

Skulle det ikke lykkes Branislav Rasmussens forsvarer at overbevise landsretten om hans uskyld, og skulle det heller ikke blive aktuelt med en tidsbestemt straf, er påstanden, at han skal idømmes en anbringelsesdom fremfor en forvaringsdom. 

Både forvaring og anbringelse er tidsubestemte straffe, men forvaring bruges over for personer, som ikke er sindssyge eller retarderede og derfor i udgangspunktet egnede til almindelig straf.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast: