Med spark, tramp, slag og et kosteskaft tæskede Srdjan Dimic i 2007 sin gravide kæreste ihjel. 17-årige Katja Fromberg Larsen var ikke den første kvinde, der var blevet offer for Dimic-familien. Hun skulle heller ikke blive den sidste.
Srdjan Dimic blev i 2008 dømt og udvist for drabet. Året efter sendte en voldtægtsdom hans far ud af landet. Og nu er drabsmandens brødre og mor også blevet dømt. For mishandling af fem kvinder. Dermed er et nyt kedeligt kapitel i historien om en særligt farlig romafamilie skrevet.
Familien kom til Danmark i efteråret 1996. Dengang bestod den af mor Ankica Dimic, far Ilija Dimic, ældstesønnen Srdjan Dimic, hans lillebror Branislav Dimic – i dag Rasmussen – og en søster.
Et halvt år senere kom endnu en søn til verden, og han fik samme navn som sin far.
Ilija Dimic var ti år gammel, da hans mor, far og den ældste storebror i sommeren 2007 blev varetægtsfængslet i sagen om Katja Fromberg Larsen.
Den 17-årige pige var i starten af samme år flyttet ind i Dimic-familiens røde murstensvilla på Tornevangsvej i Birkerød.
Det var på førstesalen i netop det hjem, Katja Fromberg Larsen 24. juni 2007 omkring klokken 17.50 åndede ud for sidste gang. I timerne op til var hun blevet gennembanket af sin kæreste. Srdjan Dimic sparkede hende i hovedet og på kroppen. Slog hende med et kosteskaft. Trampede på hende, mens hun lå på gulvet.
Skaderne på den unge pige, der viste sig at være gravid, var så voldsomme, at hendes hjerte til sidst gav op.

Mor Ankica Dimic og far Ilija Dimic befandt sig ved den unge piges død også i hjemmet. Men de gjorde intet. I hvert fald ikke til at starte med.
For mens Srdjan Dimic efter det torturlignende overfald valgte at flygte, så han måtte efterlyses offentligt af politiet, prioriterede forældrene at ringe rundt. Til familiemedlemmer og venner. Alle andre end politiet. De brugte også tid på at skaffe den yngste søn af vejen, inden de tilkaldte hjælp.
Og der var det for sent. Katja Fromberg Larsens liv stod ikke til at redde.
»Der gik cirka en halv time, før familien tilkaldte en ambulance. Inden da blev der ringet til forskellige familiemedlemmer, og inden politiet nåede frem, var sengetøjet blevet skiftet, kosteskaftet var blevet lagt ud på en altan, og en fingerring var blevet fjernet fra den afdødes hånd.«
»Derudover fremstod rummet, hvor drabet var foregået, pænt ryddeligt, hvilket stod i skærende kontrast til, hvordan der så ud i resten af huset,« forklarede en anklager senere, da forældrene søgte erstatning for at have siddet varetægtsfængslet i sagen.
Da der ved Østre Landsret i marts 2008 faldt dom i drabssagen, havde forældrene nemlig siddet varetægtsfængslet i ni måneder.
Og da de ved retten blev frifundet for medvirken til drab og kun blev idømt fire måneders fængsel for ikke hurtigt at have tilkaldt lægehjælp, mente de, at de havde ret til godtgørelse. Det fik de dog aldrig.
Srdjan Dimic blev idømt 12 års fængsel for drabet. Og så blev han udvist af landet.

Udvisningen blev blandt andet begrundet med, at han aldrig havde bidraget til det danske samfund. Han havde aldrig gået i dansk skole eller været på arbejdsmarkedet. Han var aldrig blevet integreret.
I en mentalerklæring blev han omtalt som en analfabet med en afvigende personlighed. Beskrevet som værende uden ansvarsfølelse, selvcentreret, selvovervurderende og med en meget begrænset evne til at indleve sig i andre menneskers følelser og behov.
Og så blev det beskrevet, at der var en nærliggende risiko for, at han på et tidspunkt ville begå lignende kriminalitet.
Det var nemlig ikke første gang, Srdjan Dimic var i retten. På sin straffeattest havde han allerede flere domme.
På godt to år var han fire gange blevet dømt for vold. Den seneste dom havde han fået i november 2008, hvor Retten i Hørsholm fandt ham skyldig i overfaldet på en daværende kæreste.
Ligesom Katja Fromberg Larsen boede kvinden i murstensvillaen i Hillerød, da Srdjan Dimic under en udgang fra Horserød Fængsel i januar 2005 tæskede hende.
Det var angiveligt ikke første gang. Den weekend eskalerede det dog.
Han slog kæresten i hovedet med en jernkølle. Og et porcelænsjuletræ. Sparkede og forsøgte at kvæle hende. Truede hende på livet og stak en gaffel i hendes arm. Smadrede en træstol i hovedet på hende.
Mishandlingen kostede ham et års ubetinget fængsel.
Også hans forældre var i forvejen kendt af politiet, da de i 2008 blev dømt i Katja-sagen. Deres tidligere domme havde ikke relevans for drabssagen og blev derfor ikke læst op, men det kom frem, at far Ilija Dimic på et tidspunkt havde været under Kriminalforsorgens tilsyn.
Der gik da heller ikke længe, fra han efter dommen i Katja-sagen kunne forlade Østre Landsret som en fri mand, til Ilija Dimic atter var at finde på anklagebænken.
I 2009 blev han således idømt to og et halvt års fængsel for at have misbrugt en pige seksuelt. Og efterfølgende blev han udvist af landet.

I årene efter flyttede den resterende del af familien rundt på Nordsjælland, før de til naboernes gru vendte tilbage til Birkerød i nogle år. Og til sidste endte de altså på Falster.
Også her blev politiet hurtigt opmærksomme på brødrene.
Ilija Dimic har de seneste år modtaget tre narkodomme og er også blevet dømt for overtrædelser af færdselsloven. Han har dog aldrig tidligere siddet bag tremmer.
Også storebror Branislav Rasmussen er tidligere straffet for over en håndfuld overtrædelser af færdselsloven. For tyveri og narkokørsel. Overtrædelser, der har kostet ham betingede fængselsdomme, bøder og samfundstjeneste.
Denne gang er hammeren faldet. Branislav Rasmussen er ved Retten i Nykøbing Falster idømt forvaring, fordi han simpelthen vurderes at være farlig for samfundet.
Han er blevet fundet skyldig i at have udsat tre kærester for voldelige voldtægter. Og mange af dem. Og så er han fundet skyldig i grov mishandling af en af kæresterne samt trusler, fysisk og psykisk vold mod en anden.
Overgrebene stod ifølge retten på fra 2008 til 2022.
Ilija Dimic er blevet idømt et års ubetinget fængsel for grov mishandling af to af sine kærester, der igen og igen blev gennemtæsket. Overfaldene stod for den ene kvindes vedkommende på i et halvt år i 2017. For den anden var det fra efteråret 2021 og knap et år frem.
Mor Ankica Dimic er fundet skyldig i at have opildnet til mishandlingen af en af Branislav Rasmussens kærester. Og det skal koster hende fire måneders fængsel.
Mens Branislav Rasmussen ikke længere er velkommen i Danmark, den dag han måtte komme ud, slipper Ankica og Ilija Dimic for en advarsel om udvisning for nuværende.
I retten er det kommet frem, at ingen af brødrene har nogen uddannelser, Branislav Rasmussen har end ikke gennemført folkeskolen. Ej heller har de længere erfaring med fast arbejde.
De drømmer dog begge om uddannelse og arbejde.
Ankica Dimic har til politiet fortalt, at hun ikke har den store tilknytning til Danmark, selvom hun har boet her i knap 30 år. Men hun kan godt lide sundhedssystemet, som hun grundet sygdom har stor gavn af.
Alle de nu dømte, som altså hele tiden har nægtet sig skyldige i de voldsomme anklager, har taget sig betænkningstid til at anke.
De har nu 14 dage til deres overvejelser. Det samme har anklagemyndigheden.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller der hvor du plejer at høre podcast.