Fem kvinder blev af deres kærester behandlet som det, der vel bedst kan beskrives som moderne husslaver. De blev sat til opvask, rengøring, tøjvask … og når de ikke gjorde det ordentligt, eller som der blev sagt, vankede der.

Nogle blev udsat for systematisk vold. Nogle psykisk vold. Nogle voldtaget igen og igen. Og igen.

De to brødre og deres mor er ved Retten i Nykøbing Falster i det store hele blevet fundet skyldige i det, de var tiltalt for: at have udsat kvinderne for rædsler.

Den ældste bror på 32 år er fundet skyldig i at have udsat sine tre kærester for et utal af voldtægter. For at have udsat den ene kæreste for psykisk vold. For at have udsat en anden for grov mishandling.

En mishandling, som moren medvirkede til, slår et enigt nævningeting fast.

Lillebroren på 25 år er ifølge nævningetinget skyldig i grov mishandling af en kæreste, flere tilfælde af grov mishandling og psykisk vold mod en anden.

De tre familiemedlemmer har ellers sagen igennem nægtet sig skyldige. Sagt, at kvinderne løj. Og at det i nogle tilfælde faktisk var kvinderne selv, der var de aggressive.

Men retten har ikke fundet deres udsagn troværdige. Faktisk har nævningetinget tillagt kvindernes forklaringerne langt større værdi. Simpelthen, fordi de var mere troværdige. Også selvom de ikke huskede alle detaljerne.

Alene det, at deres oplevelser har været så ens, er da også noget, senioranklager Charlotte Skovmand har lagt stor vægt på.

»Jeg mener, det har stor betydning, at vi har med flere kvinder at gøre. Alle beretter om samme vold og en særlig livsførelse, hvor kvinder indretter sig og gør, som der bliver sagt, for ellers har det konsekvenser.«

»De fortæller om et liv baseret på opdragelse og afstraffelse. De fortæller om et liv med stor frygt,« lød udlægningen anklageren, da der for et par uger siden var procedurer i sagen.

Hun var ikke i tvivl. De to brødre og deres mor skulle dømmes. Og nævningetinget er altså enigt.

Dermed er det altså ikke lykkedes sagens tre forsvarere, Kåre Traberg Smidt, Henrik Dupont Jørgensen og David Francis Lublin – for henholdsvis den 32-årige, den 25-årige og moren – at få overbevist retten om deres klienters uskyld.

De prøvede ellers ihærdigt under deres procedurer.

For mens anklageren fremhævede, at det styrkede troværdigheden, at den samme fortælling gik igen og igen hos kvinderne, anfægtede alle forsvarerne, at fortællingerne først kom nu. Så mange år senere. Og først, da politiet i sensommeren 2022 begyndte at efterforske brødrene.

For hvorfor havde kvinderne ikke råbt højt tidligere?

Forsvarer Kåre Traberg Smidt fremhævede, at en af sagens kvinder i retten fortalte, hvordan den 32-årige igen og igen skulle have voldtaget hende. I anklageskriftet bliver det beskrevet som mindst 50 gange i en flerårig periode frem til 2016.

I samme periode skulle politiet flere gange have været forbi parret på grund af anmeldelser om vold og råben.

»I alle disse år har der aldrig været nogen ord om voldtægt. Hun skulle være blevet kørt ud i en skov og truet på livet. Ingen anmeldelse. Han skulle have taget kvælertag på hende. Ingen anmeldelse. Han skulle have slået hende under en biltur. Ingen anmeldelse,« konstaterede han.

De manglende anmeldelser og spørgsmålet om sagens detaljer brugte alle forsvarere en del tid på, da de forsøgte at overbevise nævninge og dommere.

Ifølge dem var både anklageskriftet og kvindernes fortællinger flygtige. Overfladiske og ukonkrete.

»Hvordan skal man forsvare sig mod noget, der ikke er beskrevet præcist?« spurgte Henrik Dupont Jørgensen eksempelvis retorisk – og David Francis Lublin bakkede op:

»Når det bare er generel snak, er det svært at forsvare sig.«

Derudover hæftede de sig ved, at mange af forholdene er af ældre datoer. Eller »tudsegamle«, som Henrik Dupont Jørgensen sagde det.

Og derfor mente de også, at retten burde kigge nøje på forældelsesfristen. Og smide nogle af forholdene langt, langt væk.

Retten var ikke lydhør. I hvert fald ikke så lydhør, som de tiltalte og deres advokater nok havde håbet.

Da skyldkendelsen tirsdag blev læst op af retsformanden, gentog han ordene »delvist skyldig« flere gange. For der er nogle detaljer, som har været beskrevet i anklageskriftet, der ifølge nævningetinget ikke er blevet bevist.

Og i et enkelt forhold om vold mod en af den 32-åriges tidligere kærester har man nok fundet ham skyldig, men forholdet er for gammelt. Forældet, som det hedder. Derfor kan han altså ikke dømmes for det.

Men det ændrer ikke, at familiemedlemmerne i det store hele er blevet fundet skyldige.

Dermed er næste spørgsmål: Hvordan skal de straffes?

Hvad angår den ældste storebror, vil anklagemyndigheden ikke udelukke, at der kan komme en anden straf end fængsel på tale. Lige nu afventer man nemlig Retslægerådets anbefaling. En anbefaling, der er lavet på baggrund af en mentalundersøgelse.

For de resterende familiemedlemmers vedkommende er påstanden fængsel.

2. juni fortsætter sagen med strafprocedurer, før retssagen bliver rundet af med en dom.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller der hvor du plejer at høre podcast.