I årevis skulle hun have opfordret sin søn til at tæve sin kæreste. Til at sparke og slå hende. Tage kvælertag på hende og hive hende i håret.

Det er i hvert fald politiets udlægning. Selv nægter den 54-årige at have haft andet end et godt forhold til den kvinde, der i otte år var kærester med hendes ældste søn.

»Jeg elskede hende, som om hun var min egen datter,« fortæller hun mandag fra vidneskranken i Retten i Nykøbing Falster.

Moren er sammen med sine to sønner på 32 og 25 år på anklagebænken i en grusom sag, der centrerer sig om sønnernes fem ekskærester.

Mens den ældste søn er tiltalt for at have tæsket og voldtaget sine tre ekskærester samt udsat dem for psykisk vold, er den yngste tiltalt for særdeles grov vold mod sine to.

Den første kvinde, der bliver nævnt i det lange anklageskrift, var kærester med storebroren i otte år. Og i alle otte år skulle han have misbrugt hende.

Ikke under 50 gange skulle han have tiltvunget sig samleje med hende. Og hvis hun sagde nej, blev hun fastholdt, afklædt, slået og sparket, lyder det i anklageskriftet, som beskriver, hvordan han skulle være fortsat, selvom kvinden sagde nej og græd.

Derudover skulle han have tæsket hende. Blandt andet i forbindelse med en fertilitetsbehandling.

Selv afviser den 32-årige voldtægterne og mishandlingen, som blandt andet skulle være foregået i hans mors hjem, hvor de alle boede sammen.

Den 54-årige mor afviser ligeledes at have været vidne til vold, skub eller lignende. Nogle gange, erkender hun dog, diskuterede kæresteparret, hvis ældstesønnen havde været i byen, hvilket skulle have gjort kvinden jaloux.

»Nogle gange hørte jeg dem diskutere på værelset, og nogle gange gik de ud fra værelset bagefter. Så talte jeg med dem begge om det og sagde, at hun ikke skulle være jaloux på ham, for hvis han ikke elskede hende, ville han ikke være sammen med hende,« fortæller moren i retten.

Videre siger hun, at hun skældte sin søn ud for at tage i byen i stedet for at være en god mand.

Den 54-årige kvinde er konkret tiltalt for at have medvirket til den påståede mishandling ved at have opfordret til det.

Blandt andet tegner anklagemyndigheden et billede af, at den unge kvinde skulle være blevet tvunget til at tage del i de huslige pligter, og at der i den forbindelse skulle være opstået diskussioner.

Men den 54-årige afviser blankt, at hun nogensinde toppedes med kvinden. Ligesom hun også på det kraftigste nægter at have opildnet til vold.

»Skulle jeg opfordre til det mod en kæreste, som min søn elsker? Jeg er ikke hendes mor, det må jeg ikke.«

Kvinden er ydermere tiltalt for at have udsat en af sin yngste søns kærester for almindelig vold ved at have stukket hende en lussing og kastet en flaske vand mod hende.

Også dette nægter hun. Ligesom hun afviser at have set sønnerne behandle kvinderne dårligt.

Sønnerne nægter også de brutale forhold. Mens den 32-årige er færdig med at afgive forklaring, indtager den 25-årige vidneskranken senere mandag.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her – eller der hvor du plejer at lytte til podcast.