»Jeg var helt ude af den. Jeg var ked af det, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke kom hjem,« fortæller han.

Hans kæreste kom aldrig hjem igen. Og en måned senere bankede politiet på døren.

Her blev den i dag 32-årige mand anholdt. Sigtet for fysisk og psykisk vold mod den kvinde, han i to år frem til sommeren 2022 var kærester med. Den kvinde, der en sommerdag valgte ikke at vende hjem.

Kvinden er blot én ud af i alt fem kærester, der ifølge anklagemyndigheden er blevet ofre for den 32-årige, hans lillebror og deres mors brutalitet.

Mens den 32-årige er tiltalt for grove voldtægter og vold begået mod i alt tre kærester, er den 25-årige lillebror tiltalt for særdeles morbide overfald på to ekskærester. Blandt andet skulle han have tævet en af dem med golfkøller og en kødhammer.

Moren er tiltalt for at have spillet en mindre rolle i den grusomme sag, hvori de alle tre nægter sig skyldige.

I sidste uge startede afhøringen af den 32-årige ved Retten i Nykøbing Falster, og denne mandag har han igen indtaget vidneskranken, hvorfra han forklarer, at kæresteforholdene var gode, sexlivene gensidige og beskyldningerne om andet pure opspind.

Derfor blev han ifølge eget udsagn også dybt bekymret, da hans seneste kæreste en sommerdag sidste år ikke vendte hjem fra arbejde i en dagligvarebutik.

Efter et par timer valgte han derfor at opsøge hendes arbejdsplads. Uden held.

Så gik han hen til hendes mor. Men der var hun heller ikke.

Så ringede han til hendes søster. Men ingen kunne gøre ham klogere på, hvor hun var blevet af.

Efter knap tre og en halv time anmeldte han hendes forsvinden til politiet og fortsatte så sin eftersøgning.

Først dagen efter blev han klogere. I hvert fald en smule.

»Jeg var ude hele natten for at lede efter hende. Men ingen havde set eller hørt noget. Så så jeg en politibil og løb derhen, og betjentene spurgte så, om jeg havde brug for hjælp.«

Han fortalte betjentene om sin bekymring og fik så besked på at gå hjem, sove og ringe til politiet senere. Og det gjorde han så.

»Betjenten i telefonen var stille i 20 til 30 sekunder og spurgte så, hvad han kunne hjælpe mig med. Jeg spurgte, om hun var i live og o.k., og det bekræftede han. Så sagde han, at jeg skulle vente, til hun kontaktede mig, og at jeg ikke skulle opsøge hendes arbejdsplads og familie.«

Det viste sig siden, at kvinden var på et opholdssted. Og at hun gentagne gange blev afhørt af politiet for så til sidst at anmelde den 32-årige, der måneden efter blev anholdt og varetægtsfængslet.

Dengang var han kun sigtet for vold – både fysisk og psykisk. I anklageskriftet lyder det dog, at han igen og igen skulle have voldtaget hende. At han skulle have taget kvælertag på hende, truet hende med en kniv og slået hende i baghovedet for at tiltvinge sig samleje med hende. Også selvom hun sagde stop.

Han afviser det hele. Ligesom han også afviser at have afskåret kvinden fra hendes venner og familie. Han afviser også nogensinde at skulle have udsat hende for almindelig vold.

»Vi diskuterede nogle gange. Hun skubbede og slog lidt på mig, men jeg slog aldrig hende. Det var lussinger og skub. Jeg gjorde aldrig modstand.«

Mens han nægter at have udsat kvinden og to andre kærester for det levende helvede, der bliver beskrevet i anklageskriftet, erkender han til dels de forhold om databedrageri, som han ligeledes er tiltalt for.

Her skulle han have misbrugt kvindens oplysninger til at købe blandt andet mobiltelefoner og benzin. Han afviser misbruget, men erkender købene, som ifølge ham blev solgt videre i fællesskab med kvinden for at få en indtægt.

Hans lillebror er ligeledes tiltalt for at have deltaget i forholdene om databedrageri. Men det afviser både lillebror og storebror skulle være tilfældet.

Senere mandag indtager den 25-årige lillebror vidneskranken. Det samme gør den 54-årige mor.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her – eller der hvor du plejer at lytte til podcast.