Det var en blanding af tårer og grin, der mødte TV 2 News-vært Karen Helene-Hjorth, da hendes datter torsdag morgen så hende for første gang i 14 dage.

Karen Helene-Hjorth har siddet i karantæne i sin lejlighed ved Nørreport Station siden 27. februar, mens hendes datter, Anna-Klara på syv år, har været hos faren på Vesterbro.

Derfor var følelserne uden på tøjet, da hun endelig kunne være tæt på datteren igen.

»Det var fantastisk,« lød det fra tv-værten efter utallige kys og kram til datteren.

B.T. fulgte Karen Helene-Hjorth fra øjeblikket, hun trådte ud ad døren torsdag morgen for første gang, til det glædelige gensyn med datteren. Det kan ses i videoen ovenfor.

Det er en noget anden virkelighed, Karen Helene-Hjorth torsdag træder ud til, end da hun gik i karantæne for 14 dage siden.

Tv-værten blev sendt i karantæne, efter hendes kollega fra TV 2 Jakob Tage Ramlyng blev konstateret smittet med coronavirus. Han var det første bekræftede tilfælde i Danmark. Han nåede at gå på arbejde, inden det blev opdaget, og derfor blev 16 medarbejdere sendt i karantæne.

Men her 14 dage senere er situationen en anden. I skrivende stund er 615 smittet med coronavirus, og statsminister Mette Frederiksen meddelte på et pressemøde onsdag, at skoler og institutioner bliver lukket, en række offentlige ansatte bliver sendt hjem, og alle unødvendige forsamlinger frarådes.

Øjeblikket, hvor Anna-Klara ser sin mor for første gang i 14 dage.
Øjeblikket, hvor Anna-Klara ser sin mor for første gang i 14 dage. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

»Jeg synes, at det er svært, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg er jo vant til at køre her om morgenen, men her er jo fuldstændig dødt. Det er ret vildt. Så det er virkelig surrealistisk,« siger Karen Helene-Hjorth, mens hun cykler igennem København og fortsætter:

»Men det er jo også det, der skal til. Jeg forstår det godt, der er ikke andet at gøre, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at det ikke skal ende som i Italien.«

Med den voldsomme stigning i antal smittede er friheden heller ikke bekymringsfri for tv-værten:

»Det bliver også utroligt svært for mig at komme ud. Jeg har ikke været disponeret for bakterier i 14 dage. Jeg er et meget fysisk menneske. Men jeg har aflyst alle nødvendige aftaler i kalenderen, og jeg vil holde igen med fysisk kontakt.«