Lyt til artiklen

Jesper Klein hyldes med udstilling på Revymuseet.

Nu får Jesper Klein lov at spøge lidt på det museum, han var direktør for frem til sin død i august sidste år. Revymuseet åbnede i går udstillingen ’Jesper Klein’. Med flimbidder, rekvisitter og korte tekster fra venner og familie blev den folkekære skuespiller, der døde af kræft i en alder af 66 år, hyldet.

Fra scenen var det Frederiksbergs orgmester Jørgen Glenthøj, sønnen Sebastian Klein og vennen Tom McEwan, der bød velkommen og delte et par anekdoter med det lystige publikum, der både grinede og klappede, mens de mindedes Jesper Klein. Nogle var venner. Andre fans.

Jesper var gennem sit liv en ihærdig samler, og derfor har Sebastian Klein efter sin fars død haft sit hyr med at rydde op i sin fars gemmer.

- Han har gjort det rimelig nemt for sig selv, for han har jo bare købt et lager, siger sønnen med et glimt i øjet.

Sebastians to bunker

- Jeg er jo nødt til at tage hver ting og vende og dreje den, før jeg kan finde ud af, om jeg kan være bekendt at smide den i lortebunken, eller om den skal over i den gode bunke. Noget er endt her, siger Sebastian, der i processen, som begyndte i september og endnu ikke nærmer sig sin slutning, inviterede sin fars ven og kollega gennem mange år, Tom McEwan, forbi til et kig i det store skatkammer. Værsgo at tage, lød beskeden.

Hvad Tom tog med sig, viste han frem på den lille scene på museet. En kæmpevifte af påfuglefjer, et vaskebræt formet som et slips og en rød hue, som han og Jesper tidligere har brugt til sjove sketches.

Først fløjtede han sig gennem en fuglesketch, og bagefter gav han et jazznummer med banjo, vaskebræt og horn, mens han hujede og piftede, til stor begejstring for gæsterne - blandt andet Jytte Abildstrøm, der flere gange under Toms optræden slog sin karakteristiske latter op. Også Per Pallesen var blandt publikum.

Julelys i øjnene

- Jeg er meget glad for initiativet. Det er helt fantstisk, og jeg er sikker på, min far ville være meget stolt, sagde Sebastian Klein.

- Når man har mistet sine forældre, tænker man tilbage på dem med julelys i øjnene. Og man glemmer alt, hvad man måtte have af dårlige minder. Lige nu står de som to helgener, og jeg tænker: ’Ej hvor er det en synd og skam, at jorden har mistet dem’, sagde Sebastian, der mistede sin mor, forfatteren Lykke Nielsen, til brystkræften tilbage i 2006.

- Jeg har det godt nok, men jeg savner mine forældre. Det kommer man sig sikkert aldrig helt over.