Det var katastrofalt.

Danmark tabte EM-åbningskampen til værterne Slovenien med 26-28 og fik ikke den start, B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg havde regnet med.

Nu spiller danskerne om videre overlevelse på søndag mod Serbien.

Her følger dommen:



…over, at de danske spillere ikke var RASENDE!

Hallo, venner, EM kan være slut for jer, før det overhovedet er begyndt. I skal være rasende.

Lad mig ridse ganske klart op: Danmarks EM kan være forbi efter sølle fem dage. Det kan være helt slut på tirsdag mod Sverige i den sidste gruppekamp.

Derfor er jeg irriteret over retorikken fra landsholdet efter åbningskampen mod Slovenien.

Jeg savner mere raseri, mere fandenivoldskhed.

Danmark betragter sig selv - med rette - som medaljeaspiranter. Det skal ambitionerne række til. Det viser de seneste års resultater uden tvivl.

Derfor skal et irriterende, dumt og håbløst nederlag til Slovenien fremkalde vredens fråde i mundvigen på landsholdsspillerne, mens de næsten messer ‘REVANCHE’ hånd i hånd i en stearinoplyst rundkreds.

Rikke Iversen viste lidt af det, jeg savner, efter kampen, hvor hun krævede langt mere af sig selv.

Mere af det. Det skal stråle ud af Danmark på søndag i den vigtige gruppekamp mod Serbien. Jeg insisterer.

Vi er nødt til at tale om Trine Østergaard.

Landsholdets rutinerede højrefløj, der var en dråbe af genialitet i et hav af middelmådighed i nederlaget til Slovenien. En fornem indsats. Men den står næsten ikke til måls med det, hun har leveret uden for banen i optakten til EM.

I en rørende og stærk fortælling i Jyllands-Posten har hun åbent fortalt om sin fars selvmord sidste år. Her slår hun fast, at hun vil bryde tabuet og hjælpe andre i samme situation.

Og det slutter ikke her.

For ikke nok med det stillede hun velvilligt op til andre medier - heriblandt vores udsendte på B.T. - for at fortælle om baggrunden for sin beslutning om at være så åben og ærlig om noget så privat og skrøbeligt.

Det behøvede hun slet ikke. Men hun gjorde det.

Vi har brug for modige mennesker, der kan tage os ind i dét, vi ikke tør tale om. Vi har brug for dem, der tør at gå forrest, så vi alle kan blive bare lidt klogere på, hvad der sker, når livet gør allermest ondt.

Vi skal kunne tale om tingene. Tak for modet, Trine.

Hvordan får Danmark forsvaret i gang? Hvorfor kan de ikke score på straffekast? Og hvad med angrebsspillet?

Ja, udfordringerne er til at tage at føle på.

Vi vidste det jo egentligt godt. At forsvaret ville blive et ømt punkt. Forsvarskrumtappen Line Haugsted blev alvorligt skadet tilbage i maj og kæmpede mod tiden for at nå EM. Det lykkedes som bekendt ikke.

Og nu ser vi, hvorfor hun betragtes som en af de allerbedste i disciplinen. Hun var savnet. Virkelig savnet.

For mig er nøglen Kathrine Heindahl. Jeg er vild med hendes håndboldevner. Hun skuffede mod Slovenien, synes jeg, men jeg har tiltro til, at hun kan være med til at rette op på den sejlende defensiv.

Jeg tror dog, vi skal indse, at forsvaret måske ikke vil spille 100 procent hver gang. Men Danmark kan komme langt på at være gode de andre elementer.

Mod Slovenien gik angrebsspillet totalt i stå i anden halvleg, især Simone Petersen kunne ikke få sit spil til at flyde, bolde blev tabt for let og de tekniske fejl hobede sig op i afgørende momenter. Og så blev Sandra Toft skudt i sænk.

Det SKAL blive bedre. Og jeg forventer at se helt andet dansk landshold på søndag mod Serbien. Det ved jeg, Jesper Jensen også gør.