Danmark fik en livsvigtig sejr over Ungarn på 29-27.

Og nu drømmer B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, videre om en 'finale' mod Norge på onsdag. Men først er han ikke helt tilfreds med retorikken fra landstræneren.

Her følger dommen:

… over de dårlige undskyldninger!

Sagde han virkelig det?

Ifølge landstræner Jesper Jensen kunne han fornemme, at det ville blive en svær kamp mod Ungarn længe før, den kom i gang.

For under opvarmningen var stemningen ‘mat’, som han sagde til TV 2 efter opgøret.

Over for os hos B.T. fortalte han,at ‘flere havde tunge ben, nogle havde måske spist for lidt, og så sad onsdagens rejsedag måske mere i kroppen, end de var bevidste om.’

Undskyld mig, hvad? Eliteatleter, der spiser for lidt? Og en rejsedag, som er vilkårene i alle slutrunder for alle hold, skulle have voldt så store problemer?

Hvis landstræneren desuden var så forudseende, at han kunne mærke, den var gal inden kampen, hvorfor gjorde han så ikke mere ved det undervejs?

Det er for letkøbt. I vandt kampen og udførte et stort mentalt svendestykke. Dyrk da det i stedet! Hold den til, at I ikke var der på dagen, men at I hev en svær sejr i land. De dårlige undskyldninger er der virkelig ingen grund til at begynde at køre rundt i.

Dér savner jeg meget mere ansvarstagen fra Jesper Jensen. Og det ved jeg, at manden har i sig. Bare tænk på hans straffekast i  kamp to af DM-finalen i 2003.

P.S. Hvis der er nogen derude, der har tv-klippet med det køligste straffekast i mands minde, så skriv til mig. Jeg har ledt i årevis. Nå, videre, det var et lille sidespor…

Hey, Danmark vandt over Ungarn. Lad os ikke glemme det. Og jeg vil gerne rose danskerne  for at hive en sejr i land, som jeg personligt troede var smidt væk undervejs.

Det kan man virkelig ikke tage for givet på det her landshold, der ved flere tidligere slutrunder har krakeleret mentalt, når det for alvor brændte på.

Dér er det tydeligt, at man har rykket sig på den front. For bare få år siden havde man tabt kampen til Ungarn. Det er jeg overbevist om.

Det skete ikke torsdag aften, og det er en stort skulderklap til det arbejde, Jesper Jensen og hans hold har udført, siden han blev landstræner i 2020.

Og det er ikke mindst et skulderklap til de selvsamme spillere, der har båret rundt på fortidens spøgelser og sportslige nedture - men som nu kæmper til sidste øjeblik.

Det er en tung rygsæk, man har kastet af sig.

Og det giver også håb for den videre turnering.

Okay, okay. Det ser jo stadig ret godt ud for Danmark. Ungarn blev nedlagt omend med besvær. Og nu venter Kroatien lørdag.

Med andre ord: EM-semifinalen er stadig indenfor rækkevidde. Ligesom vi kan lide det.

Kroaterne så virkeligt ikke godt kørende ud mod Slovenien i deres første mellemrundekamp. Og jeg har ét specifikt håb for det opgør foruden de to point.

Jeg synes, vi fortsat mangler at se en helstøbt indsats af det danske mandskab.

Jovist, Serbien blev besejret sikkert, men jeg vil gerne se, Jesper Jensen sammensætte en hel kamp, hvor han får succes med de folk, han tydeligvis stoler på under dette EM.

Her tænker jeg på typer som Simone Petersen, som jeg håber kan nå at komme i gang. Jeg synes, hun spillede stærkt i optakten til turneringen, men hun er slet ikke dér, hvor jeg kunne tænke mig. Det ville være et kæmpe es at have i ærmet i den afgørende del af EM-slutrunden.

Det ville heller ikke gøre noget, hvis Michala Møller kunne komme lidt i gang - hende har Jensen tydeligvis et godt øje til.

En sejr over Kroatien kan give en vanvittigt spændende sidste kamp mod Norge, hvor en EM-semifinale kan komme i hus. Det kunne være sjovt at drille de nordmænd.

Det må danskerne ikke snyde sig selv for.

Lad os så få den ‘finale’!