Hun bar selv en del af skylden i det danske EM-nederlag. Det lagde Rikke Iversen ikke skjul på.

»Der er perioder, hvor de får lov til at spille det, det er bedst til. Og det er ærgerligt, det havde vi egentlig snakket om. Det ligger meget på os, der står i treer-zonen. Vores forsvar står usikkert, og det gør, at alle bliver lidt usikre, og det er ikke i orden.«

Sådan lød det klart og tydeligt fra den danske forsvarsspiller efter nederlaget i åbningskampen mod de slovenske værter.

Hun syntes egentlig, Danmark i flere perioder spillede en ganske fin kamp.

Og så var der perioder, hvor Slovenien, der vandt opgøret med 26-28, fik lov til for meget.

»Jeg synes, i starten af første halvleg er det også mig selv, der står for langt væk. Vi åbner midten for meget, vi havde snakket om at stå kompakt og se, hvad fløjene kunne komme med. Så får de utroligt mange straffekast på deres fløjspillere, og det havde vi også snakket om, at vi gerne ville undgå. Egentlig synes jeg, de får lov at spille noget, vi godt vidste. Sådan noget er hammer irriterende,« lød det med en tydelig ærgrelse i stemmen.

Hun sagde det faktisk også direkte. For selvom der var nogle okay ting at tage med, fyldte én følelse efter opgøret.

»Lige nu er jeg super ærgerlig. Jeg er skuffet, mest af alt over mig selv, for jeg er også med i mange af de ting, der ikke fungerer,« sagde Rikke Iversen, der nu vil se kampen igennem med resten af forsvarskæden.

Det danske kvindelandshold fik ikke den bedste start på årets EM.
Det danske kvindelandshold fik ikke den bedste start på årets EM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Hvad gik galt, hvornår gik det galt og hvorfor'. Det er nogle af de svar, de skal finde, slog hun fast, ligesom hun også roste slovenerne for at spille en god kamp.

Samtidig understregede hun også, at værterne har store stjerner, og at der er pres på dem, fordi de er på hjemmebane.

Så set i det perspektiv, ville hun ikke kalde det en overraskelse, at Danmark tabte.

»Jeg er mere overrasket over, jeg ikke selv løser den opgave, jeg egentlig selv føler, jeg var ret klar på. Og så er jeg sikker på, når vi ser kampen igennem, er der en masse chancer, hvor vi skulle have scoret. Der kan vi kun kigge indad. Vi kan ikke pege fingre ad noget, for jeg synes, vi spiller godt i angrebet,« sagde Rikke Iversen, der var med i startopstillingen, og forklarede:

»I hvert fald i starten i de første ti minutter, står vi for spredt i midten. Det er bare for farligt mod sådan et hold med så dygtige mand-mand-spillere. Jeg havde bare håbet, man ikke blev fanget på det, de er dygtige til. I første halvleg står vi kanon de sidste tyve minutter, og i anden halvleg er der også perioder, vi går for højt og står for spredt, og det er jo min opgave som treer at få forsvaret til at stå kompakt, og hvis det ikke fungerer, er det også mig, der skal kigge på, hvad jeg skal gøre for at få det samlet,« lød det klart fra Rikke Iversen.

Fredagens nederlag betyder, at Danmark har nul point i gruppe B.

Det er dog ikke slut endnu, for landsholdet har stadig to gruppekampe tilbage. Søndag gælder det Serbien, og tirsdag venter Sverige.