Efter længere tids spekulationer, bekræfter Bayern München lørdag, at klubben sælger Bastian Schweinsteiger til engelske Manchester United.

Karl-Heinz Rummenigge, direktør i den tyske storklub, bekræfter, at skiftet er faldet på plads:

»Schweinsteiger har ønsket at prøve noget nyt i slutningen af sin karriere. Vi prøvede at overtale ham til at blive, men har nu accepteret hans ønske,« siger han ifølge Bild.

Den snart 31-årige tyske verdensmester bliver dermed genforenet med sin tidligere manager i Bayern München, Luis van Gaal, som har ønsket midtbanespilleren i sin fold hos Manchester United.

Både engelske og tyske medier skriver, at prisen er cirka 140 millioner kroner, mens Schweinsteiger er blevet enige om en treårige kontrakt med en ugeløn i omegnen af 1,4 millioner kroner om ugen.



Manchester United har også bekræftet tilgangen af tyskeren.