Ét mål. Det kan være nok til at få Danmark til EM.
De færreste regner Gibraltar for at være en størrelse, der kan true Danmark, inden sidste opgave i EM-kvalen lyder på Irland i Dublin. Her skal Danmark blot bruge et uafgjort resultat – hvis og i så fald Gibraltar bliver slået i Parken.
Og faktisk vil landstræner Åge Hareide koge det ned til, at han regner med, at ét dansk mål i Dublin kan være nok.
»De (Irland, red.) scorer ikke så mange mål. Det er ikke så mange gange, at de scorer mere en gang,« siger han om Irland, der i denne kvalifikationsrunde kun har scoret seks mål i syv kampe, inden irerne tager imod Danmark i en altafgørende dyst.
En dyst, hvor Danmark altså blot ikke skal tabe for at være sikker på EM-deltagelse. Den gunstige position blev sikret ved, at de rød-hvide drenge slog Schweiz 1-0 i Parken i oktober.
Trods fuld gevinst i den kamp fik det danske landshold en del kritik for, at det var et heldigt resultat, fordi især Kasper Schmeichel havde den ene fantomredning efter den anden.
I den forbindelse brugte Åge Hareide, der mandag udtog sit næste landshold til kampene mod Gibraltar og Irland, en del af sin taletid på at vise statistikker med og uden bold fra kampen mod Schweiz.
Flere af dem viste, at Danmark var Schweiz overlegen, og Åge Hareide blev efterfølgende spurgt, om vi i Danmark nok så ikke burde have anerkendt sejren mere?
»Måske. Man bliver ofte selv overrasket, når du analyserer den, i forhold til, når du har set den med egne øjne. Jeg tror, det er vigtigt at få den oplysning med og fortælle, hvordan vi arbejder. Vi arbejder med det tekniske, det taktiske, men også med kapacitet. Ronaldo har en sindssyg kapacitet, og det er, fordi han arbejder godt og flytter sig, det er derfor, han laver mange mål,« siger Åge Hareide og tilføjer:
»Fodbold er en sammensætning af at bruge bolden og at bevæge sig uden bold. Uden bolden må du gøre et stort arbejde for at få bolden, og derfor studerer vi meget vores modstandere meget. Schweiz er et top-10-hold i verden, og de er svære at spille mod, fordi de er dygtige til at dække rummene, og de flytter sig rigtigt og har været dygtige sammen på holdet over lang tid,« forklarer Åge Hareide, der selv over de seneste år har skabt en stor stamme af de samme spillere, han bruger.
Til kampene mod Gibraltar og Irland har han foreløbig udtaget 20 spillere, en af de store overraskelser er, at Christian Nørgaard er med, mens Lukas Lerager er fravalgt.
De sidste tre pladser er reserveret til de tvivlsomme Jens Stryger Larsen, Andreas Christensen og Kasper Dolberg.
De skal i denne uge vise, om de er fitte nok, og får i hvert fald denne tillid med fra landstræneren:
»Jeg er optimistisk omkring, at de kommer med, men jeg har sagt, at jeg vil gøre det på denne her måde i det tilfælde, at de ikke bliver klar. Jeg vil ikke udelukke dem, jeg vil hellere vente på dem, og hvis der er mulighed for det, så kommer de med. De har været en fast inventar af vores trup næsten fra tidernes morgen, så jeg kender dem godt, og de har aldrig skuffet mig, så jeg vil heller ikke skuffe dem,« forklarer Åge Hareide, som har i sinde at stille med to forskellige hold mod Gibraltar om fredagen og Irland om mandagen:
»Ja. Vi må se på spillerne, når de kommer ind, for vi er i en uge med europæisk fodbold, og så er der en ny runde i weekenden, så vi skal se på belastningen totalt. Det muliggør da, at vi kan spille kamp fredag, men så har vi også en kamp mandag, som vi skal tænke på. Så vi må se på det og snakke med vores fysiske trænere. Det kan være, vi sparer mod Gibraltar af fysiske hensyn,« lyder det fra landstræneren, som dog advarer om ikke at tage for let på opgaven Gibraltar.
»Alle tager det for givet, at vi vil vinde kampen mod Gibraltar. Små hold kan godt lave sensationer, og vi skal sikre, at det ikke sker denne gang i Parken.«