Et under, at vi lever endnu.

Jeg er holdt op med at høre efter. Lukker også øjnene for de veltrimmede, de lækre, vegetarerne, veganerne, dem, der aldrig rører sprut eller smøger.

For det er vor tids nye religion. Hold da op, hvor vi bruger meget god tid på os selv. Hvor intet er vigtigere, end at vi placerer os korrekt i tidsbilledet.

Og vore stakkels børn. Arla kører for tiden en reklame på TV2, hvor en hel skoleklasse går agurk (formodentlig en økologisk af slagsen), fordi en dreng har hvidt brød med i madpakken, og en pige drikker mælk.

Må vi snart være her?

En kvinde siger til mig: 'Du skulle nu holde op med at ryge.' Jeg svarer: 'Hvorfor dog det?'

Hun siger alvorligt: 'Fordi det er usundt.'

Jeg kan ikke dy mig for at svare: 'Er du sikker på det? Det har jeg da aldrig hørt.'

Tror hun, jeg er idiot? Jeg bliver snart 70 og har truffet et valg. Gider ikke stoppe med mine højst fem små cigarillos om dagen. Prøvede engang og tog seks kilo på. Det gad jeg så heller ikke, for overvægt er det nye spøgelse. Man er helt afgjort en taber, hvis man vejer for meget.

Eller hvad?

Hvordan er det kommet dertil, at vi er blevet så fordømmende (og fordummende), at vi er så lynhurtige til at måle og veje hinanden bare på udseendet.

Er det mon, fordi vi selv er pressede? Skal vi hele tiden dokumentere, at vi og vores børn er perfekte, velfungerende og med på tidens trends?

At vi lykkes på arbejdet (ikke et ord om stress og jag), at vores hjem er klippet ud af et dameblad, fordi vi skal efterligne de unge, de rige og de smukke og derved kommer til at ligne alle de andre? At vi kan klare en ironman?

Jeg er fuld af beundring over folk, der har tid til at gøre så meget for sig selv. I et langt arbejdsliv, også i topstillinger, har jeg sgu aldrig haft den tid. Selv mine egne børn havde jeg ikke nok tid til. Som en kvindelig politisk kollega fra min årgang sagde det for nylig: 'Vi opfandt ordet 'kvalitetstid'. Det var bar' løgn, men det var vi jo nødt til.'

Vores børn får diagnoser i stribevis, de er stressede, mange er ulykkelige. Hvordan er vi nået dertil? Hvad skal de nå? Blive verdensmestre i alle discipliner? Har vi så gjort det godt for dem? Eller er det for os selv og vores forfængelighed? Børnene er blevet vores nye statussymboler.

Man siger, at konkurrence er godt. Jeg ved søreme ikke rigtigt. Jo, på rette tid og sted. Men det har bredt sig overalt i vores samfund, og vi er, efter min mening, ved at gå til af konkurrence. Intet tv-program uden en quiz, vi lader os frivilligt stemme ud og hjem for åben skærm.

Er jeg så bare en gammel flipper, der vil stå af ræset? NEJ, men jeg har faktisk lært af mit liv og ville brændende ønske, at andre ville høre efter.

Men det har de ikke tid til. Der er lige 10 kilometer, der skal løbes, vi skal sørge for, at  børnene bliver kørt af sted til alle deres gøremål, vi er trætte af jaget på jobbet, så vi må dyrke yoga, og vi skal lige have bestilt nogle økologiske, biodynamiske færdigretter uden gluten hos de politisk korrekte firmaer, så vi kan følge med.

Følge med hvad???