Med den største ja-procent nogensinde, og den laveste valgdeltagelse til en EU-afstemning, kan Danmark nu afskaffe sit 30 år gamle forsvarsforbehold. Både sejre og nederlag har mange fædre og mødre, men statsminister Mette Frederiksens politiske instinkt bør bemærkes.
Det blev et rungende ja. Samtlige valgkredse i Danmark havde et jaflertal, da stemmerne var talt op onsdag aften. Selv på Nørrebro, hvor der udbrød voldsomme gadekampe i 1993 efter den folkeafstemning, der etablerede de fire danske forbehold, stemte et flertal ja.
Men knap var stemmerne talt op, før en byge af 'jamen', ramte debatten: Jamen, det var da også krigen i Ukraine, der afgjorde spørgsmålet. Jamen, regeringen fik også god hjælp af Venstre og De Konservative (i modsætning til dengang i år 2000, hvor Nyrup-regeringen havde sat euroen til folkeafstemning).
Jamen nejsiden har heller aldrig været svagere, jamen jasiden er også blevet klogere og undlod at føre skræmmekampagne, jamen, De Radikale undlod også at gå i vejen, jamen, den noget afdæmpede jakampagne betød, at krigen i Ukraine blev det egentlige argument for at stemme ja, jamen, jamen, jamen.
Og det er alt sammen rigtigt, men til det kan man så svare: Jamen, alt det så statsministeren så også!
Få dage efter Ruslands angreb på Ukraine var statsministerens analyse, at tiden var kommet. Da statsministeren først kaldte Sofie Carsten Nielsen (R) og Pia Olsen Dyhr (SF) til møde i statsministeriet, og derefter Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), for at lægge en skitse på bordet til et nationalt kompromis på forsvarsområdet, der blandt andet skulle hæve forsvarsbudgettet til de to procent af BNP, var det Mette Frederiksen personligt, der havde tilføjet ideen om en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Og Jakob Ellemann-Jensen pressede på for, at afstemningen skulle komme hurtigt.
Derfor kom forbeholdet til afstemning, og så hurtigt som man kunne uden hverken at måtte presse citronen i forhold til høringsfrister eller i øvrigt lande præcist på den skæbnesvangre valgdag 2. juni – 30 år efter danskerens nej til Maastricht-traktaten. Nogle var kritiske over for, om valgkampen var for lang (heriblandt mig selv), og andre over for, at den var for kort.
I maj 2019 havde Lars Løkke Rasmussen, som dengang var statsminister, foreslået, at man burde sende forsvarsforbeholdet til afstemning i denne valgperiode. Allerede i august 2013, da han var i opposition, havde han tilbudt Thorning-regeringen en hurtig afstemning om både rets- og forsvarsforbeholdet.
Men to ting er helt afgørende i politik: 'Timing er alt' og 'context is king' (sammenhængen, ting indgår i, er afgørende). Da statsministeren blot ti dage efter den russiske invasion kunne træde frem med et nationalt kompromis, som altså blandt andet endte med et rungende ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, var både timingen og sammenhængen helt rigtig.
Det er et udtryk for et stærkt politisk instinkt, hvor man kan se hele skakbrættet og læse spillet mange træk frem. Og det er vel at mærke 3D-skak, hvor alle brikker konstant er i bevægelse.
I dag ser det nemt ud. Og der findes selvfølgeligt dem, der mener, at selv den dummeste og mest blinde hund kunne grave det kødben op af haven. Men når politik ser så nemt ud, er det, fordi det er virkeligt godt arbejde. Ingen dør af, at man anerkender statsministeren for, at hun har et stærkt politisk instinkt.
På søndag, grundlovsdag, rykker vi så ind i det sidste år af valgperioden og valget kan derfor komme når som helst. Mange af dem, der gættede på, at valget ville komme før sommer, gætter nu på, at det vil komme efter sommer. Det eneste, man kan være sikker på, er, at statsministeren kan spille den politiske udgave af 3D-skak bedre end stort set alle andre. Bid spids på, at hun finder den rette timing!
Ugens nedsmeltning
Dansk Folkeparti, som har ydet så mange regeringer så hård modstand i mange EU-afstemninger, fik med folkeafstemningen en tiltrængt pause fra den 'Operation Nedsmeltning', de ellers havde gang i.
Tre måneder, der handlede om politik. Hvor må det have været befriende for dem alle. Men før alle stemmerne var talt op i onsdags, genoptog de ivrigt 'Operation Nedsmeltning'. De tre formænd, DF har haft i partiets historie, gik offentligt i rette med hinanden. Det ligner mildt sagt en politisk borgerkrig i DF.
Borgerkrige har ikke så mange udfaldsmuligheder. De kan slutte, når der er foretaget en udrensning af den ene eller anden part, når kampene har været så slidsomme, at man indgår en fredsaftale, eller når en udefrakommende magt sætter en stopper for blodsudgydelserne.
Man er ikke tæt på en udrensning, og ingen vil betale prisen for en fredsaftale, så vælgerne kan meget vel snart deployere 'Operation Udsmidning'.
Ugens potentiale
Der har været mange spekulationer om, hvem der er leder af og dermed blå bloks statsministerkandidat. Venstres formand har meldt sig, men flere målinger har vist, at de blå vælgere foretrækker De Konservatives formand.
Efter folkeafstemningen er magtbalancen mellem de to forskubbet, fordi Jakob Ellemann-Jensen er trådt frem og trådt i karakter.
Men måske skal de begge hæfte sig mere ved det store potentiale, der er i et tæt samarbejde. Ellemann er tydeligvis bedst på udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens Pape tydeligvis er bedst på velfærd og værdipolitik.
Man kan ikke undgå andet end at tænke på Schlüter og Ellemann seniors samarbejde i 80erne. De var også mere ligeværdige end Fogh og Bendtsen var i deres samarbejde i 00erne.
Spørgsmålet er fortsat, om de to formænd vil realisere det potentiale, de udgør tilsammen, eller om de vil konkurrere om at blive større end den anden – på den andens bekostning.
Ugens moderate
Søndag lanceres Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, endeligt officielt. På treårsdagen for sidste folketingsvalg – på den smukke valgdato grundlovsdag.
Dengang sprængte Løkke blå blok i stykker og sikrede Venstre stor fremgang med et budskab om, at Danmark ikke skal regeres fra yderfløjene, men derimod fra midten.
Ironisk nok lanceres hans nye politiske projekt så i slutningen af en uge, hvor Danmark netop har blæst på yderfløjene og råbt ja til, at blive regeret fra midten.
Men er Moderaterne så helt overflødige? Nej, potentialet i projektet er fortsat til stede, og Løkkes tyngde i forbeholdsafstemningen har også været til at få øje på. Men timing og kontekst kunne bestemt være bedre for lanceringen af Moderaterne.
