Med en sejr til jasiden ved sidste uges folkeafstemning om at afskaffe forsvarsforbeholdet, har der været fokus på statsministerens kovendinger, blandt andet i hendes forhold til EU, men også i forhold til de nye signaler om åbenhed over for en regering hen over midten efter næste folketingsvalg.
Det får nu De Radikale til at true regeringen.
Først førte de Radikale en bemærkelsesværdig afdæmpet kampagne op til folkeafstemningen, nærmest renset for EU-flag. Og statsministeren kvitterede ved at afslutte sin dag med et besøg til den radikale valgfest.
Derefter kom det fælles spin fra Socialdemokrater, SF og De Radikale om, at deres indbyrdes forhold nu er utroligt godt. Og i statsministerens grundlovstale kom så signaler om, at man kan tale om en regering hen over midten, hvis da ikke den nuværende regering kan fortsætte som hidtil, men det har den radikale formand, Sofie Carsten Nielsen, for længst afvist at lægge mandater til.
Og meldingen kom da heller ikke som nogen overraskelse for De Radikale.
Det tegnede alt sammen til en stilfærdig og velovervejet tilnærmelse, som naturligvis må kulminere i en regering, som også omfatter deltagelse af både SF og De Radikale. Og når sidstnævnte er med, så tæller det teknisk set som en regering hen over midten. I mellemtiden står V og K som dem, der gnavent har afvist vælgernes drømmeregering: Den superbrede.
Og selvfølgelig var det oplagt at spekulere i, om statsministeren mon viftede regeringsdeltagelse om næsen på De Radikale for at holde dem på reservatet, når minkkommissionen senere på måneden kommer med sin redegørelse. Det er de færreste magtsultne partier, der bider den hånd, der holder makrelmadden, lige før fodringstid.
Der var altså tegnet en fin rutevejledning fra Socialdemokraterne til De Radikale ind mod ministerkontorerne, som naturligt ville føre til diskussioner om, hvor De Radikale kan stille krav, og hvor de må pakke dem sammen. Og det forekom helt åbenlyst, at de må pakkes sammen på udlændingeområdet.
Det, ingen af dem havde forventet, var alle historierne om statsministerens kovendinger i den seneste uge. Da Lars Løkke Rasmussen ville lave en superbred regering op til sidste valg, blev det afvist, men nu flirter statsministeren selv med ideen. Og da Mette Frederiksen tiltrådte som S-formand, blev ideen om at oprette asyllejre i Afrika affejet med ord som 'symbolpolitik' og 'snuptagsløsninger'.
Senere blev netop dét et centralt valgløfte for S, og regeringen arbejder nu for en aftale (uden om EU) med Rwanda, selvom Frederiksen dengang sagde, at 'Europa må arbejde sammen'. Det EU, der i starten af valgperioden lavede ting, der var 'gakgak' og som regeringen nu vil 'ind i hjertet af'.
Det kan se meget køligt ud, når Sofie Carsten Nielsens nu siger, at hun ikke kan støtte en regering, der indgår en sådan aftale med Rwanda – hverken nu eller efter et valg. Og man skal bemærke begrundelsen: Fordi Danmark dermed går solo uden om EU. Dermed rammer hun nemlig både et S-valgløfte og en kovending for Mette Frederiksen.
Man kan næsten ikke undgå at trække på smilebåndet. Ikke over at de Radikale nu er tilbage i vanen om at true S-regeringer på livet, hvilket bliver ret trættende, men faktisk er regeringens forståelsespapir med støttepartierne ret klart på dette område: Regeringen skal finde løsninger i forpligtende internationale fællesskaber og respektere alle internationale konventioner. Der findes altså ikke bare en landingsbane. Den findes bare ikke i Rwanda.
Spørgsmålet om Rwanda er ikke interessant, fordi der nu hænger en radikal trussel ved. Det kunne derimod godt ligne den sidste udlændingepolitiske indrømmelse, som De Radikale forventer at få, før de pakker samme – og pakker ud i ministerkontorerne efter et valg.
Ugens strambuks:
Årets økonomiaftaler med kommuner og regioner er faldet på plads. Begge aftaler afspejler, at økonomien er presset – ikke mindst af inflationen – og der derfor er brug for tilbageholdenhed. Både kommuner og regioner har taget ansvaret på sig, men beder nu også om, at regering og folketing hjælper med at forklare de stramme budgetaftaler. Man må blot håbe, at det ikke bliver en omgang lirumlarum om 'Putins krig', men derimod en reel samtale om prioriteringer.
Det er nemlig ikke gjort med økonomisk strambuks. Mangel på arbejdskraft er et mindst lige så presserende problem. KL alene vurderer, at der kommer til at mangle 80.000 hænder i den offentlige sektor. Ved seneste valg til kommuner og regioner så vi borgmestre gå foran Christiansborg og åbne en samtale om, hvorvidt pårørende for eksempel kan gøre rent på plejehjem. De åbnede en store samtale, som vi alle kommer til at deltage i.
Ugens tal:
7,4 procent lyder inflationen på nu. Det er det højeste niveau siden 1983. Det var dengang vi talte om fattig-firserne, men det var der nu flere årsager til end blot inflation. Det ændrer ikke ved, at inflationen nu er nået et niveau, hvor det strammer i de fleste danskeres økonomi. Samtidig nærmer vi os en valgkamp, hvor politikerne naturligvis gerne vil afhjælpe de problemer, der plager flest danskere og de mest udsatte.
Men der er grund til at tage den med ro. Ethvert boost af økonomien i form af check til udvalgte grupper, fradrag eller skattelettelser, vil kunne booste inflationen yderligere – og det rammer de økonomisk svageste hårdest.
Hvis du vil være solidarisk med dem, der har det værst, så sæt dit eget forbrug ned, så enkelt er det.
Ugens ambassadør:
Pr. 1. august bliver SFs tidligere formand, Holger K. Nielsen, politisk udnævnt diplomat med den særlige opgave, at han skal sikre Danmark en plads i FNs sikkerhedsråd i perioden 2025-26.
Holger K. Nielsen overtager posten efter Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen, som er blevet direktør for Green Power Denmark. Det afgørende har dog været, at de begge er tidligere udenrigsministre. Det affødte en del debat om at bruge politikere frem for professionelle diplomater, da Kristian Jensen blev udnævnt, nu påhviler det altså Holger K. Nielsen at bevise, at det giver god mening.
Det kræver, at to tredjedele af de 193 lande i FN peger på Danmark i 2024, så det er ikke nogen helt nem opgave.
