Regeringens planer om at indgå en aftale med Rwanda har mødt hård kritik i denne uge, både fra støttepartier, FN og EU. Men ideen om modtagecentre for flygtningen uden for EU er en gammel politisk idé, som ikke vil dø. Den skal nok blive til noget en dag. Men det bliver både besværligt og kommer til at afføde en lind strøm af kritik.
Det er svært at stadfæste, hvornår ideen om at modtage asylansøgere i tredjelande opstod, men vi skal i hvert fald helt tilbage til da Venstre var i opposition under Nyrup-regeringen. Siden har ideen mødt kritik, hver gang den er fremført, men den er som bekendt blevet ved med at poppe op som korkproppen på en fiskeline.
Da Socialdemokratiet var i opposition i 2018, blev det så også en del af den store repositionering af det gamle arbejderparti, hvor man tog den stramme udlændingepolitik til sig og skabte det, vi i dag kan kalde Arnerismen, med afsæt i Arnes ret til tidlig tilbagetrækning.
Allerede dengang var det åbenlyst, at det var en populær idé hos vælgerne, men ikke hos eksperterne. Og når Socialdemokratiet blev forsøgt afæsket svar på, hvordan de dog ville få den gamle blyballon til at flyve, var svaret, at det kunne de jo først svare på, når de sad med regeringsmagten. Det gør de så nu. Og blyballonen er stadig tung, men ser efterhånden ud til at kunne flyve.
Da Socialdemokratiet var i opposition, ville de indgå aftalen med et demokratisk land. Det har vist sig at være svært, og Rwanda afholder godt nok valg, men med resultater, der ville få Putin til at lette på hatten i ren diktator-anerkendelse, som for eksempel da præsident Paul Kagame i 2017 fil 98,79 procent af stemmerne.
Men hvad gør det, når der tegner sig en aftale, hvor sådan et modtagecenter i praksis skal være et lille stykke Danmark på fremmed jord. Nærmest som en ambassade. Bare markant billigere.
Og eksperterne er stadig bekymrede. Senest er der kommet et slags trussel fra Ylva Johansson, der er EU-kommissær for flygtningeområdet om, at det kan få konsekvenser for Danmark, som kan blive smidt ud af Dublin-forordningen. En forordning som det nok er de færreste danskere, der kender i detaljer eller for den sags skyld vidste, at vi var med i.
Minister Tesfaye forsikrede straks om, at ingen af hans kolleger i EU har givet udtryk for, at de har et problem med Danmarks ageren. Det er da også ret usandsynligt, at EU skulle vælge at gå i flæsket på Danmark i denne sag, som kun vil risikere at inspirere andre EU-lande.
I FN (nærmere bestemt UNHCR) er de også bekymrede. FN mener, det er uansvarligt og uholdbart at outsource asyl, og at det udfordrer solidariteten, når Danmark tager et soloridt. Men Danmark har som bekendt gået egne veje på flygtningeområdet længe.
Hvis man ser bort fra løftede internationale pegefingre, er det stadig ikke en åben dør, man skal løbe ind for at få aftalen på plads. Heller ikke selvom regeringen et stykke hen ad vejen kan tillade sig at se bort fra sit eget parlamentariske grundlag og indgå aftaler med blå blok på asylområdet.
Der er ingen tvivl om, at det vil være en gedigen sejr for regeringen, hvis den får luft under den gamle idé om asylbehandling i nærområder, men fra det sekund aftalen ligner en realitet, kan man godt montere en gigantisk skydeskive på ryggen af stakkels Mattias Tesfaye. Han skal kunne forsvare alt fra transport over menneskerettigheder, budgetter, afskrækkende effekt af aftalen til adgang til sundhedsbehandling.
Lige så insisterende og tilbagevendende en politisk idé, det har været at placere asylbehandlingen i nærområder, lige så velforberedte er medier, politikere, eksperter og internationale organisationer på at stille kritiske spørgsmål til alt. Dokumenterer alt. Og stille nogen til ansvar for det hele. Også i politik skal man passe på med, hvad man drømmer om. Man risikerer, at det bliver til noget. Og derfra bliver det rigtigt svært.
Ugens regning
Det nye it-system for ejendomsvurderinger er nu forsinket på femte år, og regningen er vokset fra de oprindelige knap 100 millioner kroner til over 3,6 milliarder kroner i en verden, der er storforbruger af super avancerede it-systemer, der kan styre satellitter, krigsudstyr, personfølsomme sundhedsdata og overvåge millioner af ansigter og kommunikationsformer – dér kan vi på femte år ikke få etableret et system, der kan udregne skatter på at eje sin bolig.
Og der er stadig ingen på Christiansborg, der råber: Hey gutter, den dér kejser har jo ikke noget tøj på eller endnu bedre: Hey gutter, skal vi ikke lige lave et lidt mere enkelt system.
I jagten på millimeterretfærdige vurderinger af grundlag for beskatning, har vi nu lavet et så kompliceret system, at ingen kan omsætte det til virkelighed. Hvor er retfærdigheden i det?
Ugens såkaldte
Den nuværende og den tidligere økonomiske overvismand har løftet en pegefinger over for Christiansborg. Overvismand Carl-Johan Dalgaard påpeger, at hvis man laver kompensationsordninger, så bør man ikke lånefinansiere ordningerne. Det kan potentielt få inflationen til at stige mere.
Og tidligere overvismand Michael Svarrer advarer om, at man udhuler budgetloven, som man har suspenderet på grund af udsigt til et stort antal ukrainske flygtninge, men hvor det nu ser ud til, at man også vil placere kompensationsordningerne. Altså en løftet pegefinger om, at man skal finde pengene selv.
Det fik erhvervsminister Simon Kollerup til at sende en mail til Berlingske, hvor han blandt andet skriver:
»Jeg synes, det bliver for teoribogsnært, når man laver sådan en meget firkantet slutning, som de her såkaldte topøkonomer gør.«
»Såkaldte topøkonomer« folder sig fint ind i den socialdemokratiske tradition, hvor man også reducerer en forsvarschef til styrelseschef og truer en chefredaktør med politisag. Det er komplet unødvendigt med den slags småperfide kommentarer. Man kan bare stå på mål for de beslutninger, man træffer. Det er politik, for pokker. Det er tilladt!
Ugens fejring
Søndag er det 1. maj. Det må forventes at være den sidste 1. maj-fejring inden det Folketingsvalg, som skal afholdes senest 5. juni 2023. Og det er den første fejring efter to års corona-nedlukninger on/off.
Så skulle man måske forvente det store rabalderslag i Fælledparken, hvor alle de røde partiledere kunne piske stemningen op til kamp mod de blå baryler. Men nej, Fælledparken vil være tom for partiledere, som i stedet flintrer rundt i landet og taler så fynsk og jysk, som de kan. Og det bliver utvivlsom meget hyggeligere for alle parter.
Sandheden er, at de få har ødelagt det for de mange lidt for ofte i Fælledparken, ligesom partiformandens tale, der mere har fået karakter af en manddomsprøve i at tackle chikane med overskud end et politisk møde. Men lidt trist er det nu. Der er noget schwung over en stor politisk tale foran et stort publikum i et hav af røde faner. Vi må nøjes med mindre i år. Men god 1. maj til alle!
