En tydeligt presset statsminister måtte torsdag svare på spørgsmål om sms’er, der er blevet slettet i den stadigt mere mystisk sag om masseaflivning af mink.
Det affødte dog flere spørgsmål end svar. Og selvom statsministeren gemte sig bag, at hun ikke ville gå ind i 'det tekniske', så er det nødvendigt at gå ind i lige netop det.
Det er langtfra første gang, at offentligheden og Folketinget står og mangler afgørende skriftligt materiale. Man kan faktisk finde i hobetal af eksempler på, at der har manglet skriftlighed og journalisering, eller at dokumenter – eller sågar servere – ligefrem er blevet væk.
Det er altså desværre ret almindeligt. Og med den nye offentlighedslov, er det ovenikøbet blevet sværere for journalister og andre at holde kritisk øje med magthaverne.
Men lad os starte i det højeste luftlag demokratisk. Hvad er der på spil i en ophedet debat om sletning af skriftligt materiale i Statsministeriet? Ja, det er noget ganske fundamentalt for demokratiet: Retsstatens principper om ordentlighed og åbenhed i forvaltningen.
Jo større principper der er på spil, jo mere påpasselige skal vi være med, hvornår vi konkluderer, at man har forbrudt sig mod noget så afgørende. Derfor er alt relevant skriftligt materiale så afgørende.
Lad os så dykke ned i den relevante lovgivning. Der gælder både en notatpligt og en journaliseringspligt. De handler grundlæggende om, at man skal gemme og notere alt det, der handler om faglig sagsbehandling – uanset om det er notater, mail, telefonnotater, sms’er eller referat af en mundtlig samtale.
Borgere, journalister m.fl. kan så søge aktindsigt i sager, hvis de kan beskrive, hvad de konkret beder om indsigt i. Men uden for aktindsigten er blandt andet 'interne dokumenter' som led i ministerbetjeningen.
Det er derfor temmelig svært for almindeligt dødelige at gennemskue, om de sms’er, der er blevet slettet automatisk efter 30 dage på fire helt afgørende menneskers telefoner i Statsministeriet er omfattet af notat- og journaliseringspligten, og om man kan få aktindsigt i dem.
Det er dog tydeligt, at der har været udøvet en høj grad af politisk pres i beskederne, ligesom det er tydeligt, at de bidrager kraftigt til forståelsen af forløbet om minksagen.
Statsministeren har fortalt, at hun er blevet rådgivet af statsministeriet til af sikkerhedsmæssige årsager at slette sine beskeder efter 30 dage. Hun vil ikke fortælle, hvem der har rådgivet hende til det og hvornår, eller hvornår indstillingen er slået til.
Sikkerhedseksperter har siden udlagt, at det i det hele taget er usikkert at benytte sms’er til kommunikation, så det argument falder til jorden – medmindre man taler om, hvad der er politisk sikkert frem for fysisk sikkerhed.
Hvis man benytter iPhones, er der teknisk set slet ikke tale om sms’er, men derimod iMessages. Altså det, vi iPhone-brugere kender som 'beskeder'. De er knyttet til vores personlige iCloud og kan derfor ofte genskabes med få klik af os selv. Det kan de i øvrigt også, lang tid efter vi har forladt det job, vi havde, da vi sendte beskederne – for kontoen er knyttet til os privat ikke til arbejdspladsen. Det faktum alene kan rejse helt nye spørgsmål om sikkerhed.
Det er derfor visse folk går i flitsbue over, når Statsministeren ikke vil gå ind i det tekniske. Det tekniske er afgørende her. Både i forhold til beslutninger, rådgivning, jura og teknologi.
I politisk kommunikation skal man betragte statsministeren som den højeste trumf i et spil jydewhist. Ideelt set kan man spille den først som en magtdemonstration eller holde den til sidst, hvor man spiller den for at lukke spillet. Torsdag spillede man statsministeren på banen, fordi man var nødt til det. Det blev hverken en magtdemonstration eller en afslutning på debatten.
Statsministeren har gennem coronaforløbet ageret skråsikkert på egne handlinger. Det, vi ser nu, udstråler alt andet end sikkerhed. Og hvis nogen bilder sig selv ind, at hele debatten er for teknisk til, at almindelige mennesker kan følge med, tager de fejl. Det her kan enhver helt intuitivt afkode som mistænkeligt.
Ugens usunde
Regeringen præsenterede i denne uge en plan for at 'lukke hullerne i danmarkskortet' både hvad angår sundhed og uddannelser. Det er et ædelt formål. Ikke mindst efter vi i en årrække har haft fokus på at højne kvaliteten i sundhedsvæsenet – hvilket naturligt har medført en del centralisering for at opbygge tilstrækkelig erfaring og kompetence med komplicerede behandlinger.
Bliver man meget syg, er kvalitet vigtigere end nærhed til nærmeste behandling, men nærhed betyder noget i mange andre tilfælde. Nu vil regeringen så oprette 20 nærhospitaler rundt i landet.
Det er dog lidt irriterende, at man kalder dem det, for kloge hoveder fortæller, at det, der er planlagt, faktisk ikke lever op til betegnelsen 'hospital'. Det er usund politisk kommunikation at kalde ting noget, der er misvisende.
Ugens politisering
Klimaminister Dan Jørgensen var i denne uge indkaldt som vidne i Instrukskommissionen, hvor han skulle vidne for forsvaret. Formålet med at indkalde Jørgensen var nok at vise en minister, der var under pres for at gennemføre en adskillelse af alle asylpar.
Men det er fuldstændigt ligegyldigt, hvilket politisk pres ministre er under – de skal stadig administrere i overensstemmelse med lovgivningen. Er de utilfredse med deres muligheder inden for den ramme, må de informere Folketing og offentlighed om de begrænsninger, de er underlagt, og eventuelt forsøge at ændre dem.
Juridisk bidrog afhøringen af Dan Jørgensen derfor ikke med noget væsentligt. Endnu et eksempel på, at Inger Støjberg nok er i sit livs juridiske kamp, men hun kæmper endnu mere indædt for at vinde kampen om den offentlige meningsdannelse.
Ugens ulv
En ulv har fulgt efter en kvinde med sin hund fem kilometer igennem en skov i det vestjyske. Kvinden filmede oplevelsen med forbavsende ro. Måske kan videodokumentationen få dem, der bor langt fra ulve til at genoverveje deres holdning til spørgsmålet om de vilde rovdyr i dansk natur.
Måske ikke. Men det er værd at overveje, om vi lige skal være lidt bedre til at sætte os ind i andre menneskers livforhold og bekymringer – også uden videodokumentation.
Valget til kommuner og regioner er en oplagt mulighed for at gøre sig selv nysgerrig på andre mennesker og egne af landet end dem, man kender bedst. Og pas i den forbindelse på med ikke at betragte andre menneskers hjem som et frilandsmuseum!
