På valgaftenen stod det klart, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne lige akkurat ikke fik det afgørende mandat, der skulle til, for at fremtvinge en regering hen over midten. Alligevel afsøger den kongelige undersøger muligheden for netop den løsning. Udfordringen er, at ingen kan regne Løkke ud, og der mangler også tillid til ham og hans mandater.
Lad os starte med at slå fast, at fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er nødt til at afsøge muligheden for en regering hen over midten. Det gik hun til valg på. Alt andet ville være et løftebrud.
Men mandaternes logik tilsiger også, at det vil være hensigtsmæssigt at sikre sig mere end minimumskravet om ikke at have 90 mandater imod sig. Ikke mindst efter en valgperiode 2019-2022, hvor 32 MFer forlod det parti, de blev valgt for i 2019. Og i en ny valgperiode, der allerede har budt på den første løsgænger – dog fra blå blok.
I princippet kunne Moderaterne og De Radikale, som trods alt fremprovokerede et valg for at komme af med etpartiregeringen og med ønsket om en regering hen over midten, gå sammen, holde fast og forlange det.
Men det er alt andet lige blevet nemmere for De Radikale at vælge det rene røde flertal, fordi de har skiftet formand. Ønsket om en bred regering består dog, men det virker ikke umiddelbart, som om der er en holdbar alliance mellem de to midterpartier.
Samtidig har Enhedslisten nu klart sagt, at de ikke kan danne grundlag for en regering, der indeholder Moderaterne. »Der er et rød-grønt flertal, og det bør Mette Frederiksen benytte sig af,« lyder forklaringen fra Mai Villadsen til Jyllands-Posten.
I blå blok ved de godt, at de ikke kommer i nærheden af magten, hvis ikke de både kan trække Moderaterne og De Radikale over i deres lejr. Det forekommer på nuværende tidspunkt mere end tvivlsomt. Der er under alle omstændigheder politisk meget langt fra De Radikale til yndlingsfjenderne på den yderste højrefløj.
Det er dog også tydeligt, at nok er Løkke ikke udnævnt til kongelig undersøger, men han har gang i noget. Der foregår sonderinger på kryds og tværs af partierne, og hvem ved, hvad de pludseligt kan blive enige om – omkring Løkkes bord. Han skal dog stadig kunne tælle til 90, ligesom alle andre. Men det er ikke hans største udfordring.
Hvor valgkampe grundlæggende handler om kompetence, handler regeringsforhandlinger grundlæggende om tillid. I disse dage fastholder alle, at det handler om noget og ikke nogen. Altså om det politiske indhold – hvad kan man blive enige om. Det er da også det man har på forhandlingsbordet. Men under dugen og i baghovedet af alle omkring bordet tårner spørgsmålet om tillid sig op.
Kan man stole på Lars Løkke Rasmussen? Kan man få et samarbejde til at fungere med ham? Og kan man regne med, de 16 mandater, som Moderaterne udgør i den parlamentariske matematik?
Engang sagde man om Johanne Schmidt Nielsen – dengang politisk leder for Enhedslisten – at hun var som den smukke blaffer i vejkanten. Når man stoppede for at samle hende op, væltede alle tosserne op fra grøften.
Lige nu er dansk politik en dans rundt om Lars Løkke Rasmussen, fordi han står der i midten og fylder så meget. Men hvis de holder ind til siden for at samle denne blaffer op, vil det ske med frygten for, at man lige har samlet sin egen undergang op.
Ugens løsgænger
Mette Thiesen har forladt Nye Borgerlige for at blive løsgænger efter en episode på valgaftenen på Christiansborg mellem hendes kæreste og en medarbejder fra partiet. Historien er længere end det, men svær at finde hoved og hale i.
Det forekommer dog ret tydeligt, at den omtalte kæreste har udvist det woke-begreb, som Nye Borgerlige ellers ikke abonnerer på: toxic masculinity (giftig maskulinitet).
Det interessante er i virkeligheden, om løsgænger-tendensen fortsætter på Christiansborg. I sidste valgperiode forlod 32 MFer det parti, de var valgt for, for at blive løsgængere eller træde ind i et nyt parti.
Meget af det skyldtes nedbruddet i DF og opsplitningen af Venstre. Men hvis tendensen fortsætter, skal statsministre til at regne med en større margin end de stramme 90 mandater bag en regering.
Ugens udsættelse
Straffesagen mod DFs formand, Morten Messerschmidt, i det, der kaldes Meld- og Feld-sagen, som skulle være begyndt i næste uge, er blevet udsat og forventes tidligst at starte den 22. november.
Sagen er, at Morten Messerschmidt er valgt i Folketinget, som derfor skal ophæve hans immunitet – igen – for at sagen kan blive ført – igen – i byretten. Den har nemlig været der før, men efterfølgende besluttede landsretten, at dommeren fra byretten kunne ses som inhabil, og at sagen derfor skulle gå om.
For DF er det selvsagt et stort problem, at formanden igen skal i retten med udsigt til at kunne blive dømt. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det en pinagtig langsom sagsbehandling, der strækker sig over seks-syv år efterhånden.
At denne sidste forsinkelse skyldes et folketingsvalg må man tilgive, men om det er et folketingsmedlem eller et helt almindeligt menneske, så er det simpelthen for lang tid at sætte menneskers liv på pause.
Ugens fodbold
Fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har meddelt, at hun ikke tager til VM i Qatar – i hvert fald ikke så længe der ikke er en ny regering på plads.
Spørgsmålet om slutrunden i Qatar har været en større hovedpine end tidligere tvivlsomme placeringer af slutrunder, fordi fansene har engageret sig langt mere i spørgsmålet end ved tidligere slutrunder. Men det har den fungerende kulturminister også.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som også er formand for DBUs Governance og udviklingskomité, argumenterer i Berlingske for, at den danske regering bør være til stede, blandt andet fordi man ikke bør lægge ansvaret over på landshold og landstræner, når nu man ikke har forhindret dem i at deltage.
Og så fremfører Thorning helt rigtigt, at man ikke kun kan placere slutrunder i perfekte demokratier, som kun ti procent af verdens befolkning er så heldige at leve i.
Qatar er ude i et tydeligt forsøg på sportswashing, men i stedet for at vaske landet rent, er hele fodbolden blev alvorligt plettet af Qatar. Men undervejs er FIFA også blevet klogere. Kloge nok? Nej.
